EM-sølvvinder vinder UVM

20-09-2015 18:34

Britt Carlsen

UVM Zangersheide - Det blev en særdeles seværdig finale, som afsluttede fire dages konkurrencer ved UVM på Zangersheide. I 7-års klassen gik sejren til EM sølvvinder Gregory Wathelet efter en omspringning, hvor heste og ryttere gav alt i sig

Det var en imponerende S-bane som mødte rytterne i klassen for 7-års heste. Man kan kun blive imponeret over den kvalitet rytterne i denne finale viste for publikum. Flere heste lignede et godt bud på en kommende tophest og en af de heste som virkelig strålede var Mjt Nevardos S e. Calvados Z registreret i Polen, under den belgiske EM-sølvvinder fra Aachen Gregory Wathelet. 
12 ekvipager formåde at ride hovedspringningen fejlfrit. Og de tørnede sammen i en omspringningen, der virkelig fik publikum til at leve med. 
Den første som rigtig udfordrede omspringningsbanen var britiske James Billington, søn af landsholdsrytter Geoff Billington. Han har "arvet" vindergenet fra sin far, og der blev redet frem, hvor det var muligt. Da han susede fejlfrit over målstregen og standsede tiden på 37,05 sekunder på Davidson e. Harley VDL fra KWPN, så var der ingen tvivl om, at det var et resultat, konkurrenterne skulle stramme sig an for at matche. Tre ryttere forsøgte uden held, men så red James' landsmand Laura Renwick på banen med MHS Washington e. OBOS Quality fra ISH. Hun nærmest lå hen af halsen på hesten, der angreb alle forhindringer i højt tempo. Hun standsede tiden på 35,13 sekunder. 
Den belgiske landsholdsrytter Gregory Wathelet rider med et overblik på banen opøvet i stor sport gennem en årrække. Selvom han red i et stort tempo på Mjt Nevardos S, så virkede det ikke forceret, men totalt kontrolleret. Han red sig i spidsen med 34,97 sekunder.

Svenske Petronella Andersson og De Flipper e. Flipper D'Elle fra KWPN fik igen publikum til at ride med, for hun kastede sig med noget der lignede dødsforagt ud i en runde i et opskruet tempo og De Flipper var med hende hele vejen. Publikum jublede, da hun og De Flipper lettede op over den sidste, store oxer. Tiden standsede i imponerende 34,79 sekund, men desværre for svenskeren røg bagkandten på oxeren ud af holderne. Omspringningens sidste rytter Eoin Mcmahon fra Irland og Talks Cheap e. Tinaranas Inspector fra ISH red sig ind på bronzepladsen. 

Se de samlede resultater her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner