Thomas Bach Jensen
Der var 10 startende i denne runde af cuppen, hvor EM-bronzevinderen, den kun 17-årige Tobias Thorning Jørgensen, vandt trods et par mindre fejl denne runde meget sikkert på hesten Don Alivan med 72,8%. Det var ikke Don Alivan, som Tobias havde med til EM, og Tobias havde inden weekendens stævne kun startet hesten en enkelt gang tidligere.
Tine Rise Thomasen / Landiano blev nr. 2 med 67% foran vinderen af 2. runde, Julie Schmidt / Combat (66,5%). Anne Mette Hasselstrøm / Max og Lonnie Guldfrø / Sting blev nr. 4 og 5 med 65,8 og 65,7%. Lonnie blev nr. 1 og 2 i de to første runder af cuppen på hesten Catwalk, men har nu fået ny hest.
De øvrige startende i Hedensted var Malene Høi Sommerlund / Grandalgårds Moon Dancer, Tina Struve Andersen / Tjørnelys Lazarus, Anna Krarup Slinkert / Sheik, Maria Bech Kofoed / Sir Salvador og Margit Gregersen / Chapelle P. Alle startende modtog rosetter fra Brogaarden og Hedensted Rideklub.
Samlet stilling efter 3. runde af cuppen
Der er to ekvipager, der har deltaget i alle 3 runder – Julie Schmidt / Combat fører med 27 point foran Anne Mette Hasselstrøm / Max med 20 point.
Yderligere 5 ekvipager har redet 2 runder: Lonnie Guldfrø / Catwalk (19 point), Tine Rise Thomsen / Landiano (17 point), Line Faxe / Edzer (15 point), Tina Struve Andersen / Tjørnelys Lazarus og Janne Storm Seeberg / Maggini (9 point).
Ovenstående 7 ekvipager er de eneste, der p.t. opfylder kravet til at komme i finalen. En ekvipage skal have deltaget i mindst 2 runder for at kunne kvalificere sig til finalen. Yderligere 13 ekvipager har mulighed for at kunne opfylde kravet om start i 2 runder. Efter de 4 kvalifikationsrunder går de 10 ekvipager med samlet flest point videre til finalen.
Sidste kvalifikationsrunde afvikles i Slagelse på søndag d. 10. september ca. kl. 12-13.30. Der er 8 ekvipager til start i denne klasse. Finalen afvikles i Vallensbæk d. 7.-8. oktober.
Pressemeddelelse: DRF’s Pararideudvalg