Camilla Tiefensee Schrøder
Der er lagt op til en stor weekend i både avlens og sportens tegn, når årets Eliteskue på Vilhelmsborg løber af stabelen. Op til selve eliteskuet er der masser af både spring og dressur på programmet, og Springningen er allerede i fuld gang.
Efter de tre første springklasser er blevet afgjort her til eftermiddag, har særligt Christian Jansen gjort sig bemærket. Det lykkedes ham nemlig at indtage både første- og andenpladsen i MB1. Han vandt på Madea e. Heartbeat/Racot med en fejlfri runde og tiden 65,24. På Casandra e. Casir Ask/A'Khan Z red han fejlfrit og lidt over et sekund langsommere, hvilket resulterede i en andenplads.
I morgen går det løs med dressurklasserne, der ligesom springningen varer frem til og med søndag.
Ud over at byde på det ypperste inden for Dansk Varmblods avl og sport er der mulighed for at få inspiration, rådgivning og gøre en god handel på de spændende stande, der er opstillet på Vilhelmsborg fra den 25.-28. august.
Ridehesten.com's fotografer er allerede på plads på Vilhelmsborg, hvorfra vi resten af weekenden vil bringe dugfriske reportager om avl og sport, som viderebringer stemningen fra den store begivenhed.