Elitehingsten A-Dur er død

02-01-2014 11:42
Avl

Elitehingsten A-Dur DVE 406 er død i Sverige i en alder af 27 år. Hingsten startede sin karriere i Danmark

Den 27-årige oldenburgerhingst A-Dur e. Argentinus / Romadour II er sovet ind hos Lena Börjesson, Stall Ragnarp i Sverige. Hingsten blev importeret til Danmark af Vagn H. Nielsen og kåret i Dansk Varmblod som 5-års, hvor han fremstod som en særdeles moderne sportshest.

A-dur blev uddannet i dressur såvel som springning. Hans dressurmæssige sportskarriere gik til og med Prix St. Georges, mens han var internationalt succesfuld i S-springning under bl.a. danske Søren Knudsen, norske Geir Gulliksen og svenske Jannike West.

Blandt mere end 500 afkom registreret i Dansk Varmblod er A-dur far til den kårede hingst Luxy-Boy Macohl og en håndfuld hopper kåret med opdrættermedalje. Blandt hans mest succesfulde afkom i sporten er hoppen Andante mf. Voltaire (opdr. Lone og Niels Pedersen), der med Tina Lund i sadlen har vundet to World Cup-kvalifikationer. Tina Lund har i øvrigt også haft hans helbror A-dur II.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner