Dufour tager têten i Hagen

22-04-2016 14:32

Hagen - Horses and Dreams meets Denmark: Dressurstadion i Hagen er fredag eftermiddag henlagt til CDI4* Grand Prix kvalificerende til Grand Prix Special. Efter de første tolv ekvipager fører danske Cathrine Dufour suverænt

Atterupgaards Cassidy e. Caprimond/ Donnerhall (opdr. Atterupgaard) ser ud til at have fundet sig godt til rette på det smukke stadion i Hagen og tog sig dejlig afspændt ud i Grand Prixen, hvor han og Cathrine Dufour i dag opnåede flotte 73,160%. Dermed har de lagt sig suverænt i spidsen med næsten 5% afstand til nærmeste konkurrent.

Denne Grand Prix byder i dag på otte danske ryttere, hvoraf de fire har været i ilden allerede. Desværre for Sidsel M. Johansen var Alibi D e. Alcazar/ Coriander (opdr. Ingrid Dahlmann) i dag noget spændt, og der indløb en del fejl i galopprogrammet. Resultatet blev beskedne 62,560%.

Nanna Skodborg Merrald var for første gang tilbage i international sammenhæng med Millibar e. Milan/Liberty Dane (opdr. Fritz Jensen) efter en lang skadespause. I dag indløb der desværre for mange fejl til, at ekvipagen kunne være med på deres vanlige niveau - de opnåede i dag 63,640%. Agnete Kirk Thinggaard og Cassio e. Conteur/ Calato leverede et godt ridt, der blev belønnet med 67,320%.

Anne van Olst, Daniel Bachmann Andersen, Nathalie zu Sayn-Wittegenstein og Anna Kasprzak er de næste fire danskere i ilden i eftermiddag, hvor også den danskboende spanier Severo Jurado rider.

Følg klassen HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner