Drive in stutteri..

05-02-2009 14:06

Britt Carlsen

Avl
På Hesteklinik Herning er man klar til avlssæsonen: og mange avlere har taget imod et tilbud om "drive in" på de dage, hvor hopperne skal insemineres
Copyright Ridehesten.com

Straks ved klinikkens åbning i fjor tog mange avlere med bopæl i køreafstand imod tilbuddet om drive in. På hingstesiden besøges klinikken de dage, hvor hopperne skal bruge sæd. Hingsten lærer, at det er her, han skal ind og aflevere de ædle dråber. Resten af tiden behøver hingsten ikke spekulere i de baner... På den måde kan hingsten holdes i træning i avlssæsonen, ligesom hingsteejer ikke behøver uddanne sig til inseminør eller investere i al udstyret. Hingsten bliver opstemt blot med en vellugtende klud for næsen, så han slet ikke skal møde en brunstig hoppe. Tapningen tager da typisk kun kort tid, hvorpå hingsten kan køre hjem igen. Sæden vurderes, fortyndes og anvendes på klinikken eller ved forsendelse af kølesæd til hopper andetsteds. På hoppesiden har drive in fordele i mange sammenhænge. Man kan frit vælge sæd og insemineringsmetode (kølesæd/frostsæd) fra hele verden. Føllene behøver ikke komme hjemmefra med risiko for smitte med rhodokokker eller andre smitstoffer. Faktisk kan føllene blive alene hjemme i stalden den time, turen tager, men nogle avlere vælger at tage føllene med på turen, f.eks. hvis det er lettest at læsse på den måde. Hvis hoppen er i ridning, undgås afbræk i træningen. Drive in koster under det halve i forhold til besøg hjemme i stalden. Dyrlægerne har adgang til alle klinikkens faciliteter og udstyr i forhold til det begrænsede udstyr i bilerne, så det faglige niveau hæves. Undertiden bliver hoppen på klinikken lige omkring ægløsning, f.eks. hvis sæden ankommer om aftenen, eller hvis hoppen skal behandles samtidig. Hesteklinik Herning råder over nye store bokse med adgang til egen fold for hver hoppe. Opstaldning i brunsten foretrækkes af avlere med længere kørsel, eller hvis det ikke er muligt at køre hoppen hver anden dag i brunsten. Særligt omkring frostsæd er det værd at bide mærke i, at man på Hesteklinik Herning anvender den franske insemineringsmetode, så også disse hopper kan insemineres ambulant. Systemet er frugtbarhedsmæssigt det traditionelle system overlegent, idet dog bemærkes, at der anvendes to sæddoser per brunst. Avlerne inviteres mandag den 30.03.2009 til foredrag med dyrlæge Johnny Sørensen fra Fakse. Han vil bl.a. diskutere udvælgelse og forberedelse af avlshopper samt "problemhopper". Denne aften gives også en kort introduktion til Hesteklinik Hernings avlsprogrammer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner