Drikker du nok i sommervarmen?

26-05-2018 12:19

Britt Carlsen

Solen bager ned over stævnepladsen, og rytterne er meget opmærksomme på, at deres hest og pony får nok at drikke. Men hvad med rytteren og tilskueren?

Copyright Ridehesten.com

Flere timer eller hele dage i varmen kræver mange ressourcer af kroppen og kan let nedsætte rytterens koncentrations- og præstationsevne samt energiniveau, hvis kroppen ikke får tilført nok væske og sund, energigivende mad.

- Kroppen skal bruge masser af energi på at køle og holde en optimal kropstemperatur, og samtidig skal hjernen også bruge masser af energi til at skabe koncentration. Hvis vi forbrænder mere væske i forhold til det, vi drikker, nedsættes vores yde- og koncentrationsevnen med stor risiko for en nedsat præstationsevne, fortæller coach Lars Mars. Og han fortsætter: - Vi opdager ofte først problemet, når det er lidt for sent. Symptomerne kan f.eks. være, at vi bliver lidt sløve pga. varmen, vi føler os lidt tunge i hovedet og har lidt svært ved at holde fokus o.l. Det kan tage flere timer eller dage at komme op på niveau igen, hvis man er kommet i væskeunderskud. Derfor er det en rigtig god idé at tage sine forholdsregler, når man skal præstere under varme forhold.

Du kan f.eks. gøre følgende:

  • Drik kontinuerligt, så kroppen får tilført væske i små mængder. F.eks. vand, saftevand med sukker eller energidrik (opblandet pulver fra naturprodukter).
  • Spis saltede nødder eller chips – det kan hjælpe lidt med at holde lidt ekstra på den væske, du drikker
  • Søg skygge
  • Hold dig i ro og tag evt. en lur, så kroppen ikke skal bruge energi på at holde dig aktiv.

Vi drikker ofte først, når vi føler tørst, men så er det desværre lige en ’postgang’ for sent, fordi så er vi faktisk allerede lidt bagud. Her er nogle god råd, som kan hjælpe dig til at holde væskebalancen, og dermed holde fokus: 

  • Sørg altid for at have styr på din væskebalance i hverdagen
  • Op til stævner kan man med stor fordel have lidt mere fokus på sit væskeindtag
  • Sørg for at have vand med dig, når du går rundt på stævnepladsen, så der ikke går for lang tid mellem du drikker på de varme dage.
  • Spis saltede nødder eller chips 
  • Forbered dig optimalt inden stævner ved at spise sund energigivende kost, og pak en god sund madkurv til stævnerne, så du ikke vælger nogle ”hovsa-løsninger” på stævnepladsen. 
  • Lav planer for, hvor meget du skal være i solen, og hvornår du skal søge skygge for at undgå, at kroppen skal bruge unødig energi på at køle sig selv ned.
Copyright Ridehesten.com
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner