Dressurstævne på Vestegnens Rideklub

15-01-2012 23:21
Vestegnens Rideklub ved Høje Taastrup afholdt i denne weekend C-stævne i dressur, og med klasser fra LC på klubniveau til MB0 på distriktsplan viste de, at de er en klub med plads til alle - uanset niveau

Med 115 startende ekvipager var der under stævnet mulighed for at se ridning på alle niveauer, og den nyrenoverede rytterstue var også godt fyldt op med tilskuere under dagens dressurklasser. Søndag startede med en klubklasse, hvor rytterne kunne vælge et valgfrit LC-program. I klassen deltog blandt andet flere af rideklubbens elever som har halvpart på en rideskolehest, og ideen med at leje halvparter ud på elevhestene har Vestegnens Rideklub haft succes med som et led i kampen mod krisen. Med 73.48% satte Helena Haugaard og Herizcha Grønvang sig på førstepladsen, tæt forfulgt af Julie Heiden Nielsen og Mr. Toelt som opnåede 73.04% og kunne tage hjem med en blå roset. Tredjepladsen gik til Anne Kathrine H. Nielsen på Walention, som blev honoreret med 69.17% for deres ridt. Herefter fulgte en klasse med valgfrit LB-program, og her gik sejren til Katrine Kristensen og Fanta, som red til 69.26%. I LA1 dressur blev førstepladsen delt mellem to ekvipager; Louise Hauge Stone på Rosengårdens Kantoná og Lisbeth Krarup Hansen på Chester, der begge opnåede 68.08%. Tredjepladsen blev ligeledes delt, denne gang mellem hele tre ekvipager; Anja Morell på Mr. Pataiya, Josephine Errerbo på Fiona og Dorthe Hansen på Marco af Toftlundgaard, der alle opnåede et resultat på 66.54%. Med ti point ned til nummer to sejrede Anne Søndergaard og Brandtoftes Sjubell i LA2 med et flot resultat på 73.10%. Toer i klassen blev Birgitte Christensen på Poppelgaardens Ceres, der opnåede 69.66%, mens tredjepladsen blev besat af Sisse Maria Hermansen og Højlunds Dream Boy, der red til 68.97%. Anne Søndergaard og Brandtoftes Sjubell var igen i LA4 dressur suveræne og red endnu en sikker sejr i hus, denne gang med tretten point ned til andenpladsen og en score på 68.53%. Jacqueline Juncker og Bakkely's Lobstar blev honoreret med 64.71%, og det rakte til en placering som nummer to i klassen. Stævnet blev rundet af med en MB0, og her satte Martin Holfelt og Beirholms Ebony sig på førstepladsen efter et program, der blev belønnet med 70.00%. Helle Marie Simonsen Jørgensen og Spielberg blev nummer to med 68.97%, mens Cecilie Lyndrup og JJ Rocco blev treer med 67.18%. Dressurstævnet indledte traditionen tro stævneåret på Vestegnens Rideklub, og klubben går et travlt år i møde med både stævner og jubilæum på programmet. Se alle resultater fra stævnet via linket til højre.

Links

Alle billederne fra stævnet kan ses her på Ridehesten.com fra på tirsdag

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner