Dressurponyerne 2’er i Hagen

15-06-2013 11:02

Ved det store Nations Cup-stævne Future Champions i Hagen i Tyskland var det de danske ponyrytteres tur til at indtage dressurbanen fredag eftermiddag 

De danske piger gjorde det rigtig godt i konkurrence med fire andre nationer, og danskerne endte på en flot andenplads. Torsdag red children-landsholdet i springning og juniorlandsholdene i dressur og springning deres Nations Cups, mens pony- og ungrytterlandsholdet i springning også var i aktion fredag.

Flot andenplads til dressurponyerne
De danske dressurpiger viste særdeles gode takter på dressurbanen i Hagen fredag eftermiddag. Første danske ekvipage på banen var Sandra Aagaard Hyrm og Der Harlekin, og ekvipagen leverede et fint program til 70,556%. Nikoline Jensen og Campari We var næste danskere på banen, og ekvipagens program blev bedømt til 68,077% af dommerne. Victoria E. Vallentin og Not For Sale leverede dagens bedste danske resultat på 74,487%, mens sidste danske ekvipage, Maria Christensen og Vegelin’s Goya fik 70,812%.

Med et flot samlet resultat på 215,855 point kunne Danmark indkassere en stærk andenplads. Førstepladsen gik til Tyskland med 227,735 point, mens Holland blev nr. 3 med 211,197 point.

Ottendeplads til ungrytterne
Det danske ungrytterlandshold i springning var også i vælten fredag eftermiddag, hvor de danske ryttere dystede med ni andre nationer, hvilket endte med en dansk ottendeplads.

10 nationer var til start i Nations Cuppen for ungryttere i Hagen. Danmarks første ekvipage var Julie Meiland Hansen og Coolmann, og ekvipagen kom gennem den 1,45 m høje bane med Danmarks bedste resultat – 1 fejl. Næste dansker var Christiane Tetzlaff på Unita, og her blev det desværre til 13 fejl. Michelle L. Westergaard og Serafina kom gennem banen med 10 fejl, mens Camilla Ernst og Diamond 4 Ever fik 4 fejl. Danmark fik samlet 15 fejl, og gik dermed ikke videre til 2. runde.

Holland vandt holdkonkurrencen, mens Frankrig blev nr. 2, og Sverige nr. 3.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Se flere resultater her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner