Anna Pørtner
Endnu en weekend har Danmark været flot repræsenteret på de internationale baner hos både dressur-, spring og militaryrytterne, og én af dem, der har været afsted i de rød-hvide farver, var Mette-Marie Broby Tinghuus, der havde taget turen til Strömsholm i Sverige for at ride 2-stjernet military.
Med sig havde hun sine to heste, den 15-årige vallak Pitagoras e. Carlo Grande/ Alfaro og den 11-årige vallak Cooley As Ice e. Clarimo, som hun red CCI2*-S på, og selvom hun ikke lå helt i top efter lørdagens dressur, formåede hun at avancere med begge heste og sikre sig to top-3 placeringer.
Det var den 15-årige vallak Pitagoras, der lå lunest i svinget efter dressuren, hvor Mette-Marie havde redet ham til en foreløbig sjetteplads med 68,520% og altså 31,5 strafpoint. Det var heller ingen dårlig dressur, som Cooley As Ice leverede, men med mange dygtige ryttere til start, var det altså marginalerne, der gjorde forskellen. Sammen red de et flot program til 67,840% og altså 32,2 strafpoint med ind til ridebanespringningen, hvilket betød en foreløbig tiendeplads.
Men som bekendt kan alt ske i military, og da det blev tid til ridebanespringning skulle det vise sig, at Mette-Marie formåede at avancere med begge heste. Sammen med Pitagoras klarede hun sig nemlig igennem springbanen med blot 4 fejl, hvilket skubbede dem op på en foreløbig tredjeplads med i alt 35,5 strafpoint.
For Cooley As Ice var det igen marginalerne, der gjorde udfaldet, men med 4,8 fejl i ridebanespringning formåede Mette-Marie altså også at avancere til en foreløbig syvendeplads og 37,0 strafpoint med ham inden terrænet.
Da søndagens terræn stod for døren, var det svenske Klara Liden Kiraly, der var storfavorit, men danske Mette-Marie lå altså lunt i svinget. Med begge hestene formåede hun at ride to fejlfrie ture i terrænet, hvilket skubbede hende gevaldigt op i placeringerne. Det endte nemlig med en flot andenplads med Pitagoras med et endeligt slutresultat på 35,5 strafpoint, mens Cooley As Ice indtog tredjepladsen med i alt 37,0 strafpoint.
– Det var et super godt stævne. Virkelig flotte omgivelser og gode baner. Begge heste var veloplagte og satte ikke spørgsmålstegn til de udfordringer, som banerne bød på. Jeg er tilfreds med resultatet, men jeg ved samtidig også, at de begge kan levere endnu bedre, så nu kalder det bare på endnu mere træning inden næste stævne. Men i denne weekend betalte det hårde arbejde sig, fortæller Mette-Marie efter weekendens stævne i Sverige.