Der er kun ét år til VM i Herning

06-08-2021 10:13

Annika Knudsen Lorentsen

Der er et år til den første rytter rider på banen i Herning - til verdensmesterskaberne i fire ridesportsdiscipliner. ECCO FEI World Championships 2022 Herning - Denmark bliver den største ridesportsbegivenhed på dansk jord nogensinde

Copyright Ridehesten.com
Herning2022 spreder sig over en stor del af MCH Messecenter Herning.
Nyheden fortsætter efter annoncen

200.000 tilskuere forventes at overvære ECCO FEI World Championships 2022 i Herning fra den 6. – 14. august 2022, når Danmark inviterer verdens absolut bedste heste og rytter til verdensmesterskab i de tre Olympiske discipliner dressur og springning samt paradressur, og hertil kommer voltigering. Omkring 200 millioner tv-seere vil følge konkurrencerne verden over, når verdens bedste ryttere og voltigere mødes i kampen om hæder og medaljer. Dermed vil Herning2022 i høj grad sætte dansk ridesport på det hippologiske verdenskort.

Det er disciplinerne dressur og voltigering, som åbner konkurrencerne den 6. august. Dressurkonkurrencerne vil blive afviklet på Stutteri Ask Stadium, FC Midtjyllands fodboldstadion, mens voltigering finder sted inde i den store multiarena Jyske Bank Boxen. Fra den 10. august og indtil afslutningen den 14. august afvikles springkonkurrencerne inde på Stutteri Ask Stadium, mens paradressur bliver afgjort på et til lejligheden opbygget stadion, BB Horse Arena med plads til 3000 siddende tilskuere. Se hele programmet HER.

Forberedelserne skrider godt frem
Forberedelserne til ECCO FEI World Championships 2022 skrider godt frem, og hel- og deltidsansatte nøglepersoner arbejder ud fra VM-kontoret i Løsning ved Vejle med stor entusiasme.
Ikke alene skal selve mesterskabskonkurrencerne planlægges minutiøst, der bliver desuden også afholdt flere internationale konkurrencer på BB Horse Arena. Og så kan man se frem til det forrygende Mustang Trailers gallashow lørdag aften den 13. august på Stutteri Ask Stadium.

Stor opbakning 
Arrangørerne bag afviklingen af ECCO FEI World Championships 2022, Jens Trabjerg og Casper Cassøe, oplever stor opbakning til det gigantiske event. ECCO Sko A/S er titelsponsor, mens dressurkonkurrencerne præsenteres af Blue Hors, springkonkurrencerne af Agria, paradressur af Orifarm Healthcare og voltigering af Mustang Corp. Helgstrand Dressage er sponsor for den store VIP-loge, mens Longines er officiel timekeeper, og står bag offentliggørelse af start- og resultatlister. 
Desuden er de tre tætte samarbejdspartnere Herning Kommune, Sport Event Denmark og Dansk Ride Forbund, dybt involveret i arrangementet på flere planer.

Copyright Ridehesten.com
Stutteri Ask Stadium/MCH Arena under EM i 2013. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

– Vi har oplevet stor, positiv opbakning fra sponsor og samarbejdspartnere, og det varmer naturligvis. Med et budget på 130 millioner kr., skal der naturligvis også arbejdes hårdt for at sikre midlerne til afviklingen af eventet, indleder Jens Trabjerg, han fortsætter: – Det har vist sig, at det tidligere har været vanskeligt, for ikke at sige nærmest umuligt, rent økonomisk, at afvikle eventet for arrangører af World Equestrian Games. Vi har den holdning, at verdensmesterskaberne på dansk grund skal være bæredygtige, også økonomisk. Og det mål forventer jeg, vi kan opfylde.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Mesterskaber og alt det andet
Hele forpladsen foran Stutteri Ask Stadium og Jyske Bank Boxen bliver omdannet til et stort oplevelsesområde, EquiPark. Fra to scener, ECCO Square og Zibrasport Equest Scenen vil publikum på pladsen og hjemme i stuerne kunne opleve forskellige indslag, interviews, foredrag og konkurrencer. Et stort antal spændende sideevents er under planlægning.
– Der er ingen tvivl om, vi kommer til at have et højt aktivitetsniveau fra scenerne og fan zonen i EquiPark, indleder Casper Cassøe, og han fortsætter: – Vi vil gerne være med til at udbrede kendskabet til ridesporten ud over de entusiastiske fans, som med garanti vil følge konkurrencerne på de tre stadions enten fra tilskuerpladserne eller via tv. Derfor vil der være masser at opleve for alle i EquiPark. 

Fakta
Hvor kan man bo?

Vil man bo helt tæt på begivenhedernes centrum kan man booke plads eller leje telt/campingvogn i ”The Village” Her bor man på stævnepladsen, i gåafstand til EquiPark. Det er også fortsat ledige værelser på hoteller i Herning og nærmeste omegn. Se mere HER.

Interessen for at købe billet til Stutteri Ask Stadium er stor. Vil man være sikker på at opleve ECCO FEI World Championships 2022 live i Danmark, skal man ikke tøve for længe med at bestille billet.
Casper Cassøe uddyber: – Der var udsolgt til VM i springning i Caen, og det stadion rummede 30.000 tilskuere, vores stadion i Herning kan huse 10.000 tilskuere. Og det forventes at ca. 40% af tilskuerne vil komme fra udlandet. Man kan læse mere om billetsalget HER.

Fakta
En stor merchandise shop

Omkring 1200 frivillige hjælpere skal i aktion under mesterskaberne. Adskillige danske og udenlandske hestesportsentusiaster har tilbudt deres hjælp, og flere af dem er allerede nu i gang med forskellige opgaver. Hele MCH Messecenter Herning vil blive klædt i Herning2022’s officielle farver, og det er Kingsland, som klæder de mange frivillige på.
Med Kingsland som Official Clothing Supplier, med en VM-kollektion skabt ud fra deres bæredygtige ”Earth Collection”, bliver det muligt at købe denne kollektion i VM Hernings merchandise shop. Her vil man finde mange andre spændende funktionelle og smukke og sjove ting til minde om Herning2022. Kan man ikke venter til august næste år, sætter Kingsland en limited edition, få dele af den officielle kollektion, til salg i november. 

Fold up

For de der husker EM i Herning
Mange har gode minder fra det forrygende tredobbelte Europamesterskab i Herning i 2013 – arrangørerne lover at ECCO FEI World Championships 2022 bliver endnu vildere, større og igen med sport i absolut verdensklasse. 
Omkring 800 heste fra godt 70 nationer mødes til Herning2022, og det resulterer i ni dages inciterende konkurrencer. De danske atleter har sat fokus på VM på dansk grund. Der er ingen tvivl om, at dressurrytterne tørster efter at få den holdmedalje, som lige netop glippede ved OL i Tokyo. Og alle er opsatte på at levere det optimale resultat foran hjemmepublikummet i Herning, og det samme er arrangørerne.

Nu er der et år til den første rytter rider på banen ved ECCO FEI World Championships 2022 Herning Denmark, og vi kan næsten ikke vente.

/Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner