Den jydske hest slog til igen

04-03-2019 06:59

Pressemeddelelse

Avl

Det var med rekordstor deltagelse, da avlsforeningen for jydske heste afholdt hingstekåring i Randers i weekenden. Fløjhingsten blev kåret med flotte 10 point

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Lørdag den 2. marts blev der afholdt hingstekåring i Avlsforeningen Den Jydske Hest på Lykkeshøj Ridecenter i Randers. Det var den største hingstekåring igennem de seneste mere end 50 år med en rekordstor deltagelse på i alt 21 hingste – én 4- års og tyve 3-års hingste. Det oplyser avlsforeningen i en pressemeddelelse.

Der var lagt op til en festdag i flere facetter, hvor finalen i det store hingsteprojekt støttet af bevaringsudvalget løb af stabelen.
Hingsteprojektet har været igangsat som følge af en lidt for stor ensretning i afstamningen blandt de seneste års fremstillede hingste. Derfor har 12 hingste været opstaldet i Nibe hos Niels Holger Fisker i 1,5 år fra de var knap 1 år til de var 2,5 år. De 11 hingste mødte frem til kåringen sammen med 9 andre hingste fra samme årgang.

Fløjhingst med topkarakter
Fløjhingsten i år blev projekthingsten Rangstrupgårdes Omega fra Henrik Jessen i Agerskov. Hingsten blev kåret med det fornemme resultat på 10 point og guldmedalje – en fornem og fortjent anerkendelse, idet han gennem de seneste 18 års hingstekåringer kun er den fjerde hingst med maximum point.

Nyheden fortsætter efter annoncen

De næste 4 placerede blev alle kåret med 9 point og sølvmedalje. Det var tre hingste fra Hanne og Jørgen Elkjær i Støvring og en fra Helle Dalsgaard, Farsø.
Alle 21 hingste opnåede kåring og kan se frem til at bedække forhåbentligt 150 hopper i løbet af sommeren. Ca. halvdelen af hingstene aflagde lydighedstest, og alle bestod med bravour. Vinderen af lydighedstesten blev Jens Høgh, Skringstrup, som kusk for hingsten Stokholts Kavi tilhørende Elly Jørgensen, Fjenneslev.

Jyden er dansk kulturarv
Den Jydske Hest er Danmarks nationale Trækhesterace og er en del af den danske kulturarv, som vi bør værne om. Ialt er der omkring 700 nulevende jydske heste, og der arbejdes ihærdigt på at bevare racen, som en renavlet race uden indkrydsning af andre racer. Derfor har man igangsat dette projekt, og der er nu ca. 90 hopper tilmeldt til projektet. De bliver fordelt på de kårede projekthingste efter genetiske beregninger, så indavlen holdes på et niveau så lavt som muligt.

Copyright Ridehesten.com

Jubilæum fejret med hingsteparade
Som afslutning på den historisk store hingstekåring blev mange af hingstene kørt ind på Østervold i Randers, hvor man med 15 jydske hingste, faner, fakler og flag gik i kortege op ad Østervold til statuen “Den Jyske Hingst”, som lige netop i år kan fejre 50 års jubilæum. Statuen blev opført i 1969 af kunstneren Helen Schou til minde om Randersegnens betydning både for avlsarbejdet med den jydske hest, de store hestemarkeder og Randers Dragonerne. Omkring 200 mennesker var mødt frem for at se det historiske syn af hingsteparaden rundt om “Den Jyske Hingst”.
En facebookvideo fra hingsteparaden kan ses HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner