Kristine Ulsø Olsen
Tre ponyryttere i top 50
Pr. 1. maj er FEI's verdensrangliste blevet opdateret for alle aldersgrupper og mens at der nu er otte danske seniorekvipager i top 50 på deres rangliste, så ser det også særdeles godt ud for de yngre ryttere.
Hos ponyerne er der lige nu tre danske ryttere i top 50 og her ligger Cornelia Munch Sinding med Terbofens Charico e. Charivari/ Contendro I nu nummer seks, mens hun på AJ Don't You Forget About er gået fra at være nummer 76 til en 25. plads.
Selma Ludvigsen med Egelykkes Perfetto ligger stabilt som nummer 18, mens Josephine Gert Nielsen og Strandgaards Doleys er rykket adskillige pladser op fra nummer 61 til nu at være nummer 23.
Juniorrytterne følger trop
Hos juniorerne er det lidt det samme billede som tegner sig, for også her er tre danske ryttere at finde blandt de 50 bedste. Annabelle Rehn er den danske juniorer der er bedst placeret, da hun med Vestervangs Garson e. De Noir/ Ragazzo (opdr. Martin Klavsen) har indtaget 6. pladsen fremfor den tidligere plads som nummer 11.
Efter opdateringen af ranglisten har Johanne Kofod Jensen taget et stort kvantespring sammen med Frida Gold 5 e. Fidertanz 2/ De Niro 6, da de har byttet pladsen som nummer 78 ud med en fornem 15. plads.
Den største højdespringer i denne omgang er Thilde Rude Hare, som med begge sine heste er kravlet mere end 85 pladser frem. Med Fred The Red e. Franziskus 15/ Florestan I lå hun tidligere nummer 144, mens hun denne gang er nummer 29 og med Zidan-DN e. Sezuan 2/ Blue Hors Future Cup (opdr. Jørn Damm og Jens Aage Nielsen) rykker hun fra pladsen som nummer 121 og nu til nummer 36.
Sara og Thea bedst hos de ældste
Hos ungrytterne er det endnu engang Sara Aagaard Hyrm der er bedst placeret. Hun er nummer 5 med Skovborgs Romadinov e. Blue Hors Romanov/ Mago xx (opdr. Esben Klinkby), og dermed er hun den bedste unge danske rytter på ranglisterne.
Blandt U25-rytterne finder man fire danske ekvipager i top 50 og her er Thea Bech og Dionisos bedste danske ekvipage på en plads som nummer 13.
Herefter følger Karoline Rohmann på Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Lauries Crusador xx (opdr. Jan og Karine Koefoed-Nielsen) som nummer 37, mens Victoria E. Vallentin og Brooklyn e. Hogwart/Baldini II er nummer 44 og Josefine Dahl Hoffmann med Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hønnerup) nummer 48.