De stod fast!

17-03-2016 15:19

Britt Carlsen

Avl

Bedømmelsen af hingstene på fast bund blev i år imødeset med nogen spænding fra Dansk Varmblods side: Det var første gang hingstene skulle gå på gummimåtter

Copyright Ridehesten.com
Stemning fra bedømmelse på fast bund.

Dansk Varmblods hingstekåring er godt i gang i MCH Messecenter Herning, hvor samtlige hingste til kåring i dag blev "indmønstret" for kåringskommissionen. Dette sker som et led i bedømmelsen, hvor hingstene bliver skridtet og travet på et fast underlag og herefter stillet op foran dommerne. Forinden er samtlige hingste blevet målt (stangmål), og de har været gennem en røntgenologisk undersøgelse. 

Fast gummibund
Det er ren luksus at være til kåring i Dansk Varmblod, for modsat kåringerne i udlandet, som udføres udendørs i vinterkulden, så kan tilskuerne her sidde behageligt i hallen og følge dagens bedømmelse.
Tidligere har der været udlagt asfalt i et spor inde i hallen, og det har fungeret udmærket, selvom bunden sidste år var noget glat. Det tager dog tid at få gravet bunden ud, og derfor havde arrangørerne i år besluttet at erstatte asfalten med gummimåtter. 
- Det fungerede fint, bunden blev på plads og den var ikke glat, fortæller avlsledelsens talsmand Poul Graugaard, og han fortsætter: - I modsætning til sidste år var der ingen hingste, der gled på bunden, men vi har talt om, at der skal jernplader under måtterne til næste år, så de ligger mere lige og også er lidt hårdere.

Copyright Ridehesten.com
Kåringskommissionen er set fra højre Bjarne Nielsen (i springning Johnny Hansen), Claus Hansen, Signe Wiese, Karina Christiansen, Poul Graugaard og dyrlæge Hans Schougaard.

En anden grund til, at hingstene skal mønstres på hård bund, er, at dommerne skal danne sig et indtryk af hingstenes takt. Og foruden takten bedømmes i dag også hingstenes eksteriør og form samt gangartspotetiale i skridt og trav.

Hingstekåring i aften
Fra kl. 17.00 i aften danner Boxen rammen om kåringen af de 4-års samt 5-års og ældre hingste og fuldblodshingste. Når og hvis hingstene er blevet færdigkåret, kan de indgå i de forkellige konkurrence- og præsentationsklasser under Herning Horse Show.

Copyright Ridehesten.com
Ingen hingste gled og styrtede på fast bund, men et par mønstrere var så uheldige, at de blev løbet over ende af hingstene.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner