De nye kraftcentre på vej

06-05-2009 09:15

Grethe Næsby

Nu er det snart en realitet med de nye kraftcentre for unge talenter. Her skal de største unge talenter uddannes og udvikles

De to første Kraftcentre under Dansk Ride Forbund er snart en realitet. 1. maj 2009 var der ansøgningsfrist for de rideklubber, der ønsker at blive uddannelsessted for de største unge talenter i dansk ridesport. Dansk Ride Forbund har modtaget flere kvalificerede ansøgninger og går nu i gang med udvælgelsesprocessen. - Vi har fået flere virkelig spændende ansøgninger, så jeg er overbevist om, at vi får etableret to meget stærke centre, der kan starte op i år, siger Christian Struck, talentchef i Dansk Ride Forbund. Et kraftcenter skal tilknyttes en rideklub, der kan tilbyde træning og faciliteter, der kan sikre talentarbejde på internationalt niveau. Derfor skal ansøgerne blandt andet kunne tilbyde et eksisterende elitemiljø, en velkvalificeret kraftcentertræner og en gennemarbejdet strategi for talentarbejdet. Talentchefen forventer, at de to Kraftcentre er udvalgt i slutningen af maj. - Vi har fået en masse spændende læsestof, og nu skal vi sammen med klubberne udarbejde en samarbejdsaftale, så de første kraftcentre kan starte op og optage de første hold unge ridesportstalenter, siger Christian Struck. Det er Dansk Ride Forbund og Team Danmark, der står bag etableringen af Kraftcentre, der skal udgøre en hjørnesten i udviklingen af dansk eliteidræt. Centrene skal give de største talenter i ridningens tre OL-discipliner (springning, dressur og military) mulighed for højt kvalificeret træning, uddannelse og udvikling i et professionelt miljø. Kraftcentrene skal give rytterne en alsidig ridesportslig uddannelse, der skal sikre en tæt sammenhæng mellem klub og Dansk Ride Forbund. Forbundet har en målsætning om at etablere i alt fem Kraftcentre spredt ud på hele landet. De første to forventes at kunne starte arbejdet i 2009. Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner