De første træer er plantet i VM-Skoven

27-05-2022 12:01

VM-Skoven i Herning er netop indviet i går og de første træer er blevet plantet. Skoven etableres i forbindelse med Herning2022 - VM i ridesport i august

Copyright Ridehesten.com
Borgmester Dorte West plantede det første træ. Hun flankeres her af Casper Cassøe (th) og Jens Trabjerg fra Herning2022 samt CEO Growing Trees Network Kim Nielsen.Foto: Herning2022

Snup et træ og sæt det i jorden. Så er du med til at plante et af de 60.000 træer, der skal blive til VM-Skoven i Herning. Skoven bliver et positivt eftermæle fra den største hestesportsbegivenhed på dansk jord nogensinde, og i går blev de første træer sat i jorden.

Alle var velkomne til den officielle åbning af skoven, og programmet bød på første spadestik og taler ved blandt andre borgmester Dorte West, sang ved MidtVest Pigekor, bålhygge, kaffe/te og snacks.

Alle, der mødte op, fik et træ til at plante, og det valgte et stort antal at gøre.

– Jeg ved, at VM-arrangørerne har lavet mange ekstraordinære tiltag og fokuseret benhårdt på klima-venlige valg. Det kommer til udtryk både før, under og efter VM. VM-Skoven er et tydeligt bevis på den bæredygtige vision og tankegang, som arrangørerne af VM i ridesport lægger for dagen. 60.000 træer skal plantes – til gavn for klimaet og biodiversiteten. Beregninger viser, at VM-Skoven i dette århundrede kommer til at optage 12.000 tons CO2. Altså en masse drivhusgasser, som ikke udledes til vores atmosfære, udtalte borgmester Dorte West fra Herning Kommune bl.a., da hun bød velkommen.

VM-Skoven for alle
Når Herning2022 - VM i ridesport til august afvikles i Herning, er det verdensmesterskabernes ambition at gribe bæredygtighed an på en helt ny måde. Derfor har Herning2022 arbejdet tæt sammen med Herning Kommune om en række grønne initiativer. Et af initiativerne er den nye skov, som vil være med til at binde CO2 i årtier frem.

– Skove er en væsentlig positiv faktor på mange områder. De er levesteder for dyr, insekter og planter, og de optager CO2 i takt med, at træerne gror – og så har de stor herlighedsværdi for alle os, der bruger den. Verden mangler skov og biodiversitet, og VM-Skoven passer godt ind i universet omkring heste og ridesport, fortæller Jens Trabjerg, Herning2022 – VM i ridesport, om baggrunden for at etablere skoven.

Inspiration til andre events
VM-Skoven bliver en folkeskov, hvor der er mulighed for leg, motion og meget mere. I første omgang bliver der plantet 60.000 træer i skoven, ligesom der er planer om et legeområde og etablering af landart. Skoven kommer til at ligge på et 20 hektar stort areal ved Løvbakkerne, der er et område nord for Herning by.

Jens Trabjerg fra Herning2022 – VM i ridesport glæder sig over at være med til at skabe et unikt område og samtidig bidrage til at binde CO2.

– Vi vil inspirere til, hvordan større events kan afholdes mere bæredygtigt, og her samarbejder vi bl.a. med Sport Event Denmark. Forhåbentlig kan vi være med til at inspirere eventarrangører, publikum og få folk til at tage et større medansvar for vores klode. VM-Skoven bliver en vedvarende, voksende og grøn arv til alle, der har lyst til at komme forbi og få glæde af de mange forskelligartede skovoplevelser i mange år frem, siger Jens Trabjerg.

Fakta
Fakta

VM-Skoven grænser op til Løvbakkevej i Herning. Som nærmeste nabo til arealet ligger Løvbakke Naturskole og Løvbakke Dyrehave. Naturskolen besøges dagligt af skoler og institutioner, som får viden om natur, bæredygtighed og genbrug.

Skovområdet skal bidrage til at binde CO2 og sikre gode vilkår for biodiversiteten. Der bliver plantet 60.000 træer i samarbejde med Growing Trees Network, der er en selvejende institution, som via donationer planter nye skove både i Danmark og i udlandet.

Fold up
Copyright Ridehesten.com
VM-Skoven blev indviet med sang af MidtVest Pigekor og bålhygge. Foto: Herning2022
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner