Britt Carlsen
Det tyske hold leverede en magtdemonstration på hjemmebanen i Hagen i dag. De sejrede i holdkonkurrencen med sammenlagt 235,28% med Kristina Bröring-Sprehe og Desperados FRH som topscorere med 81,16%
Det danske landshold kom ind på andenpladsen med 219,62% og her var det Anna Kasprzak og Donnperignon, de nybagte danske mestre, som var topscorer på holdet med 76% det gav Anna en individuel fjerdeplads efter de tre tyske ryttere Kristina Bröring-Sprehe, Isabell Werth/Don Johnson FRH og Jessica von Bredow-Werndl.
Stævnet i Hagen er sidste konkurrence på vejen mod EM i Aachen i august, hvor det danske hold skal slutte i top seks for at opnå kvalifikation til OL i Rio. England, Tyskland og Holland er kvalificerede, og de tre nationer formodes at snuppe medaljerne i Aachen, men det giver plads til yderligere tre europæiske nationer. De svenske ryttere er stærkt ridende i øjeblikket, men de var ikke til start i Hagen. Det var Spanien til gengæld, og de kom ind på tredjepladsen i holdkonkurrencen med Rusland lige efter, efterfulgt af Schweiz, hvor bedste ekvipage blev Marcela Krinke-Susmeij og den danske varmblodsvallak Smeyers Molber e. Michellino der gik til 71,76%
Holdleder Kimi Nielsen fortæller: - Det var virkelig dejligt. Vi havde håbet vi kunne tage andenpladsen, så det er jeg super glad for lykkes. Det betyder meget for os, at vi holder spaniolerne bag os. Donnperignon var dejlig frisk og viste en masse flotte ting, fortæller Kimi, og både Daniel og Mikala red gode ture. Desværre havde Agnete ikke tur i den i dag. Efter en flot travtur på næsten 73% fik hun flere fejl i galopturen, og det var rigtig ærgerligt, for dommerne ville gerne give hende pointene, slutter Kimi Nielsen. Det hold som skal repræsentere Danmark ved EM i Aachen vil blive sat i begyndelsen af den kommende uge. Landstræner Rudolf Zeilinger og Kimi Nielsen vil lige se rytterne an i Specialen i Hagen, og så afventer de også resultaterne fra Falsterbo.
Se resultatet fra Hagen her.