Jytte Lemkow
Som anden rytter af de 38 der deltager i Grand Prix, startede Sidsel Johansen og Shantio i strålende sol på det smukke dressurstadion i morges. Bortset fra en lille fejl til slut i Zig-Zag galoptraversaden bar præstationen præg af stor øvelsessikkerhed med de som altid smukke frie traver og den usædvanlig gode skridt som også havde dommernes positive bevågenhed. Kun piafferne lod tilbage at ønske. De opnåede 69,376% og ligger nu i pausen på en syvende plads. Anne van Olst og Exquis Clearwater havde som start nr. 10 et af deres allerbedste ridt overhovedet. Med ro, overblik og en meget samarbejdsvillig Clearwater forløb programmt uden fejl og uden svagheder. De opnåede 72,872% og ligger på en foreløbig tredieplads efter de to meget stærke tyske piger, Annabel Balkenhol på Dablino FRH som ydede en super og smuk præstation, og Dorothe Schneider på Diva Royal som ligeledes imponerede med et fejlfrit og harmonisk ridt. Tyskerne har dermed som ventet lagt sig sikkert i spidsen både individuelt og i holdkonkurrencen, inden anden halvdel af klassen starter kl. 13.15 hvor både Tyskland og Danmark har deres formodede stærkeste ryttere tilbage.