Danskerne godt fra start i Falsterbo

08-07-2019 20:36

Ved Falsterbo Horse Show er der i dag blevet redet semifinaler for de unge dressur - og springheste. De danske ryttere og heste har klaret sig godt, så det ser særdeles lovende ud for at få stor dansk finaledeltagelse i begge discipliner

Copyright Ridehesten.com
Anna Zibrandtsen på hingsten Lumière

På dressurbanen er der i dag kun blevet afholdt det indledende championat for de 5-årige heste. Mens at springehestene skal gennem to semifinaler for at kvalificere sig til finalen, skal dressurhestene kun gå en semifinale. Blandt de 31 startende i dagens 5-års klasse har 12 ekvipager fået adgang til torsdagens finale. 

Mens de to første placeringer blev indtaget af svenske ryttere på svenske heste, blev de næste fire placering besat af danske ryttere. Ind som nummer tre blev det Anna Zibrandtsen på SWB-hingsten Lumière e. Floricello/Gigolo med et samlet score på 80,067. Maria Falkner Hansen på Damon Gold e. Damon Hill/Fürst Romancier fulgte efter på fjerdepladsen med 79.867%, mens dagens bedste DV-hest blev F. A High Five e. Bon Bravour/Solos Landtinus (opdr. Frank Evald og Anja L. Eskesen) med Michael Søgaard i sadlen. Søgaards Bon Royal e. Bon Bravour/De Noir (opdr. Stald Søgaard) som sammen med Camilla Ahlers Pedersen er udtaget til det danske UVM hold, blev i dag nummer seks med 79.200%.

Se resultatet af klassen HER

Sideløbende på springbanen blev første semifinale for de 5-års springheste afviklet med over 110 deltagende heste. Her var hele 64 af dem fejlfrie, her i blandt samtlige danske ryttere: Stephanie Jones/Union Star, Linnea Ericsson-Carey/Up to Date, Stephanie Jones/Emir PP, Maria Bjørnkjær/Caprice Ask, Shannon Mejnert/Diva de Cache Pot Z, Søren Møller Rohde/Alegra Ask, Laila Pedersen/Svalegårds Gold Crelido, Shannon Mejnert/Valløs La Rocca, Laila Pedersen/Elmegårds Dakota og Søren Møller Rohde/Action Man Ask Z.

I den indledende for 6-års springheste var der ligeledes flere danskere til start på Falsterbo. I et startfelt på 100 var 34 fejlfri, og heriblandt var Laila Pedersen på avlshingsten Casall Sem e. Cabachon/Coronado 3 (opdr. Esben Pedersen) eneste fejlfrie dansker. 

Se resultatet af 5-års klassen HER og 6-års klassen HER.

I morgen venter den anden semifinale for springhestene og  derefter går de 20 bedste heste med mindst antal fejl efter begge semifinaler, videre til finalerne som afholdes for 5-års på fredag og for 6-års på søndag.

Se alle start - og resultatlister HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner