Annika Knudsen Lorentsen
Stævnet startede med skybrud og udsatte klasser, men efterhånden som stævnet skred frem, var det solen, der fik overtaget, og de danske ryttere kunne nyde at ride på de smukke baner hos Sentower Park i godt sommervejr.
Martin Neergaard og Swedish Dynamite i topform
Der var en del danskere til start, og mange af dem, har også redet flotte placeringer hjem. Særligt godt er det gået for Martin Dinesen Neergaard i sadlen på den 8-årige vallak, Swedish Dynamite e. Sampres/Quality 0 (opdr. Christian Pfeil), for denne ekvipage er nemlig blevet placeret i alle deres tre klasser.
Den første dag startede de med at ride sig ind på andenpladsen i den 135 cm-høje klassen, mens de på den efterfølgende dag blev nr. 5 i 140 cm. Lørdag havde ekvipagen debut i 145 cm, og her red de endnu engang fejlfrit, og endte som nr. 7. Se video af dette ridt i videoen nederst.
Flere placeringer til JR Sportshorses
Både Rie Rose Lindegren Roed, Thit Bibi L. Roed og Kristian Skovrider, fra JR Sportshorses var til start i Belgien, hvor det da også er blevet til flere flotte placeringer for teamet.
Rie red torsdag en flot femteplads hjem i 135 cm-klassen med Tuscia Del Poggiosecco e. Prinz Clintus/Lauritz Z, mens hun fredag blev nr. 12 i 140 cm med Newcomer 13 e. New Quidam/Cascavelle. Rie var også til start med sin nye hest, som for første gang skulle gå internationalt, og fredag placerede de sig i unghesteklassen.
Flere topplaceringer til Kasper H. Hansen
Kasper H. Hansen har ligeledes været til start i Belgien, og han har redet rigtig mange flotte placeringer i hus. Torsdag blev han nr. 4 i en 130 cm-klasse med Comme Il Faut Plus e. Comme Il Faut 5/Pontifex 9, som ligeledes blev nr. 5 i lørdagens 135 cm-klasse.
Med den 5-årige Balotelli e. Balou/Catoki (opdr. Birgit Hansen) blev han fredag placeret som nr. 6 i 5-års youngster, mens han i dag sluttede stævnet med at blive nummer 7. i 145 cm Grand Prix med Balotellis far, nemlig den velspringende hingst, Balou e. Balou du Rouet/Landcapitol (opdr. Birgit Ebken).
Se alle resultater HER.