Danskejet araber til stort show i Abu Dhabi

07-02-2020 14:49

Camilla Tiefensee Schrøder

Den 16-årige fuldblodsaraberhingst Lissar skal i næste uge deltage i Al Shiraa Arabian Horse Show, hvor den skal konkurrere mod nogle af de bedste araberheste i verden

Copyright Ridehesten.com
Lissar Foto: Simii Photography
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når det store Al Shiraa Arabian Horse Show løber af stablen om en uge, bliver det med en fornem danskejet avlshingst blandt deltagerne. Lissar e. Gazal Al Shaqab x Larissa, som ejes af Mia og Kim Hvid-Wraae fra Barakh Arabians på Fyn, er blevet sendt på en flyver mod Abu Dhabi, klar til at vise sig fra sin bedste side.

– Uanset hvordan det ender, er vi stolte af, at han som eneste danske hest er inviteret derned, siger ejeren Mia Hvid-Wraae. Hun ser med stor forventning frem til konkurrencen fredag den 14. februar, som oven i købet er på hendes egen fødselsdag.

Startede på de polske væddeløbsbaner
Lissar er født på Statsstutteriet Michalow i Polen. Som 3 års blev han – som alle andre polske araberheste – testet på galopbanen for at vurdere holdbarhed, styrke, vilje og temperament, og han bestod. Efter en årrække, hvor han blandt andet var leaset ud til Østrig, blev han sat til salg på den polske eliteauktion ”Pride of Poland”. Her blev han solgt til en dansk køber, Annette Siren fra Turban Stud ved Gilleleje, og hun stillede ham til et show i Danmark, hvor den nuværende ejer Mia Hvid-Wraae så ham for første gang.
– Da weekenden var omme, talte jeg med hende, og inden jeg gik, sagde jeg halvt i spøg: "en dag så ender han hos mig." Hun grinte lige op i luften og sagde ”aldrig”, fortæller Mia Hvid-Wraae.

Endte alligevel på Fyn
Lissar blev sendt til en træner i Belgien, og han havde en fantastisk international karriere og turnerede det meste af Europa. Hver eneste gang, Mia Hvid-Wraae så Lissar eller hans ejer, blev hun ved med at spørge, om han ikke snart skulle med hende til Fyn. Hver gang var svaret "aldrig", indtil pludselig en dag ved et forårsshow i 2015. Her sagde Annette Siren, at hingsten var færdig i Tyskland, og at Mia var velkommen til at køre ned og hente ham.
– To dage efter lettede vi anker og hentede ham hjem. Jeg havde lige mødt min mand, og han troede, jeg var sindssyg over min begejstring, husker Mia.
– Jeg kunne slet ikke tro det – og jeg turde ikke vente, for tænk hvis hun fortrød!

Lissar stod i et par år hos Mia og Kim, hvor han nød livet som konge på en fold omgivet af hopper.
– Vi lavede en del føl efter ham og nød ham hver eneste dag. Min mand var efterhånden blevet lige så forelsket i ham som jeg – måske endda mere, fortæller Mia.

En dag kom pludselig beskeden, som de frygtede: Annette havde sat ham på en liste over salgsheste til Mellemøsten.
– Jeg var klar over, at han nok var uden for min økonomiske rækkevidde, men jeg kunne næsten ikke være i mig selv ved tanken om, at han skulle til Saudi og måske aldrig se græs igen eller stå i en boks resten af sine dage. At han ikke skulle stå hos os og brumme os i møde hver morgen. Så jeg bad min mand tage en snak med Annette om vores muligheder for at købe ham, og den 23. december 2016 faldt det på plads – han var vores!

Copyright Ridehesten.com
Lissars bedste resultat til dato var, da han blev nummer to ved All Nations Cup i 2019. Her står han ved præmieoverrækkelsen med Mia og Kim Hvid-Wraae.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Flotte showresultater
Barakh Arabians viste ham selv for første gang i 2017 ved Denmark Open, hvor han vandt overbevisende. Samme år havde de ham med til Tyskland, hvor han blev vist af en en professionel, Tom Oben, og vandt sin klasse og og fik sølv. Det blev startskuddet til et samarbejde med Tom, som også skal vise Lissar i Abu Dhabi.

I 2018 vandt Lissar guld på Scandinavian Open med Kim ved roret og senere i Exloo i Holland sammen med Tom, og senere samme år viste Tom ham til EM, hvor han vandt sin klasse og en pris for bedste hoved. I det samlede klassement blev han den bedste europæiskejede hingst.

– Tom havde et ønske om at vise ham ved All Nations Cup. Jeg var noget skeptisk, for det er nok det hårdeste felt på Europæisk grund, men han insisterede, og vi sagde ja sidste år – overbevist om at det ikke ville kaste noget af sig. Men Lissar elskede den arena – præcis som Tom havde sagt. Han dansede og travede mens hovedet stolt vejrede fra side til side – og blev nummer to i klassen kun 0.5 point fra en tidligere World Champion. I det samlede klassement stod han i top 5 – en bedrift der til dato er hans bedste, fortæller Mia Hvid-Wraae.

Det gode liv som foldbums
Efter Abu Dhabi er planen, at han muligvis skal gå EM og VM i år. Men han skal ikke væk fra sin dejlige fold for længe ad gangen, og han kommer ikke til at flytte fra Fyn.
– Lissar skal blive hos os, lyder det bestemt fra Mia Hvid-Wraae.
– Han kommer aldrig mere i træning, for han trives ikke ude. Han havde tabt sig til EM, hvor vi havde sendt ham ned til Tom for at blive helt klar, men han fungerer ikke uden sin fold og sine damer omkring sig. Så nu går han her og nyder livet som foldbums det meste af året og bliver lige vasket og klippet lidt, inden vi drager ud til show. Det trives han bedst med, men det føles lidt crazy.

Følg Lissars rejse på denne facebookside.

Copyright Ridehesten.com
Lissar nyder livet på folden. Foto: privat

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner