Camilla Tiefensee Schrøder
Særligt i CSI3*-klassen på 140 cm viftede en del dannebrogsflag i toppen af listen fredag eftermiddag på Silesia Equestrian, som afholdes i den polske by Wikow. Flere danskere red to fejlfri runder, og den bedste af dem var Søren Møller Rohde på Valerni Ask, som med tiden 36,27 opnåede en sjetteplads. Han var tæt forfulgt af sin kone, Karen Møller Rohde på Lonni Ask på syvendepladsen med tiden 36,95. Ottendepladsen gik også til en dansker, nemlig Thomas Sandgaard på Nørremøllehøjs Ariel med tiden 37,60.
På tiendepladsen var Karen Møller Rohde igen at finde, denne gang med hesten Quarz Ask, som hun havde gennemført to fejlfri runder på.
Rikke Hastrup på Bøgegaardens Graf-Top fik fire fejl i omspringningen og opnåede derfor ingen placering.
Thomas Sandgaard lod til at samle på ottendepladser ved fredagens stævne, for han opnåede endnu en af slagsen med Amarone efter to nulrunder i CSI3*-klassen på 150 cm. I samme klasse kom Rikke Hastrup i omspringningen med Charleston K, hvor hun fik fire fejl og dermed endte som nummer 17.
Følg stævnets resultater HER.