Danske hingste med succes i Den Bosch

09-02-2015 09:41

Ved den hollandske hingstekåring i Den Bosch i den forgangne uge blev et par danskejede KWPN-hingste med stor succes fremvist i dressurklasserne for hingste

For Helgstrand Dressage var det nogle succesfulde dage under KWPN-hingstekåringen i Holland i den forgangne uge. Det lykkedes nemlig ikke blot Andreas Helgstrand at købe to meget lovende, nykårede Jazz-sønner - hans KWPN-hingste Franklin og Galaxy Win T viste sig nemlig forbilledligt i dressurklasserne for unge hingste.

Blandt otte 5-årige dressurhingste af den hollandske F-årgang var danskejejde Franklin e. Ampere/ Ferro fra Helgstrand Dressage. Hingsten blev på fremragende vis fremvist af spanske Severo Jurado Lopez og fik dommerne til at ryste op med nogle af de karakterer, som ikke bliver luftet så hyppigt. Intet mindre end 9,5 fik Franklin for sin travbevægelse. Det blev til et 8-tal for skridt og 8,5 for resten og samlet 86 point. Dermed vandt Franklin dressurklassen for 5-årige dressurhingste, som var sæsonens finale. Han har tidligere vundet kvalifikationen, og blev med sejren i Den Bosch altså samlet vinder.

- Både Franklin og Galaxy gik helt vildt i Den Bosch. Det var så fedt at se, fortæller Andreas Helgstrand begejstret. 

Blandt de dressurbetonede hingste af G-årgangen var Grand Galaxy Win T e. Apache/ Jazz en af dem, der skinnede helt igennem. Her blev ikke givet karakterer, men igen formåede Helgstrandrytteren Severo Jurado at få det bedste frem i hingsten, som høstede stort bifald i Den Bosch.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner