Thomas Bach Jensen
Det danske hold til UVM i Lion d'Angers består af to 6-års heste og deres kvindelige ryttere. Den ene Sofie L. Teglbjærg med holsteneren Cocktail Imperial e. Cayado/ Mento (opdr. Susanne Riedel).
Den anden er Hanne Wind Ramsgaard, der tidligere har redet i Lion på Vestervangs Arami. Hun kommer i år til start i 6-års klassen med sin DV-hoppe Staugaard's Flying Colours e. Cosmeo/ Prince Mab xx (opdr. Mette-Margrethe Staugaard).
- Om Colour kan jeg fortælle, at hun er købt på DV´s Elitefølauktion, og er sidenhen blevet sadelkåret med bronzemedalje. Hun har, inden hun blev sat igang i sporten, fået et hingsteføl efter Toulouse. Det er planen, at hun på sigt skal være min backup-hest til Arami, fortæller Hanne Wind Ramsgaard.
Hendes tidligere UVM-hest, nu 9-årige Vestervangs Arami e. Akinos/ Ragazzo (opdr. Kirsten Svendsen og Kaj Klavsen) rejser med til Lion for efter stævnet at fortsætte videre med Hanne til Pau, hvor han skal gå sin første 4-stjernede.
- Målet med Arami er OL-deltagelse, og det kræver mere 4*-erfaring. Næste års EM i Blair Castle er et vigtigt stævne i forhold til en OL-billet, så planen er lagt, slutter Hanne.
Af andre UVM-deltagere med danske aner er danskboende Aistis Vitkauskas fra Litauen, der starter 6-årige 666 (BAKKENS CASANOVA) e. Churchill/ Prince Mab xx (opdr. Karina Nielsen) og 6-årige Caffe E Latte e. Butler/ Cascadeur (opdr. Aistis Vitkauskas). Svenske Therese Viklund kommer til start på Lena Nyströms Diabolique e. Hoftanz/ Dream of Heidelberg.
Se stævnets hjemmeside HER