Danske Fendi betog alle i Hagen

22-04-2023 18:03

Horses and Dreams Hagen: Sönke Rothenberger har i denne weekend for alvor slået fast, at danskavlede Fendi er hans vej tilbage på det tyske landshold. Nanna Skodborg Merrald og Andreas Helgstrand sluttede nogle gode dage af med at blive nummer fire og fem

Det er ikke noget nyt at tyske Sönke Rothenberger og DV-vallakken Fendi e. Franklin/ Diamond (opdr. Danish Derby Horse Shows Aps) klarer sig fremragende, for de sidste par år er det blevet til sejre og placeringer i både Nürnberger Burg-Pokal og Louisdor Preis. Derfor har Fendi de sidste par år været udråbt til at blive Sönkes vej tilbage på det tyske landshold og med to ridt til over 77% i Hagen, ser der mere end lovende ud frem mod sommerens mesterskaber. 

I fredagens Grand Prix var dommerne lidt gavmilde, på trods af at Fendi så noget mere presset ud end set tidligere. Det var vallakken ikke på samme måde i dagens Grand Prix Special, hvor ekvipagen efter et fremragende travprogram lå på over 80%. Skridtturen var bedre i dag og med et efterfølgende galopprogram, hvor der faldt flere 9-taller fra dommerne, så blev det til 78.34% og en klar sejr til den tyske ekvipage, som går en spændende fremtid i møde.

Nanna Skodborg Merrald er en travl dame i dag, for hun har alle tre medbragte heste til start i løbet af dagen. Den første i ilden var elitehingsten Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/ Blue Hors Don Schufro, som udvikler sig konstant under Nanna og faktisk gik sin aller første Grand Prix Special i dag. Den sorte hingst dansede som altid under Nanna i travprogrammet, hvor specielt traverserne trak topkaraktere fra dommerne. En lille misforståelse i den første galoptravers blev dyrt i sidste ende, men Nanna var uden tvivl og helt forståelse glad for det samlede ridt efterfølgende. Med 75.27% endte hun akkurat udenfor top tre og måtte tage til takke med en fjerdeplads.

Andreas Helgstrand har haft nogle lidt turbulente dage i Hagen, hvor Jovain desværre startede ud med en hovbyld og Queenparks Wendy e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer) derfor overtog hans startplads i Grand Prix i torsdags. Den 9-årige hoppe bliver konstant stærkere, hvilket højner niveauet fra gang til gang på stævnebanerne. Wendy satte nærmest ikke en hov forkert, udover et samlet bagben i det aller første changement i etterne og det kostede lidt på procenten, som endt på 74.14 og en femteplads til følge.

Det blev to gange svensk på både anden - og tredjepladsen, da Patrik Kittel og Forever Young HRH e. Fürst Fugger/Don Bosco opnåede 75.80% og Therese Nilshagen med avlshingsten Dante Weltino OLD e.  Danone/Welt Hit opnåede 75.27%.

Klassens resultat.

Stævnet start - og resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner