Kristine Ulsø Olsen
Helgstrand og Schockemöhles online-følauktion sluttede i aftes, og blandt de 21 føl var tre dansk opdrættede DV-føl. Auktionens dyreste føl blev endda også dansk, da hoppeføllet Brandtbjergs Fiji e. Fynch Hatton /Blue Hors Farrell/Blue Hors Zack blev solgt for 79.000 euro, svarende til lidt over 591.000 danske kroner.
Føllet er avlet af Stutteri Brandtbjerggaard ved familien Buhl ved Fredericia, der udover at have opdrættet elitehingsten Blue Hors Don Romantic også har avlet flere Grand Prix-dressurheste, medaljehopper og unge championatsucceser.
Det velgående hoppeføl blev solgt til Sissy Max-Theurer, Østrig, der også er en kendt og hyppig kunde på de tyske auktioner. Hun har selv redet OL og har redet international Grand Prix på DV-hesten Lichtenstein. I dag er det hendes datter Victoria Max-Theurer, man ser i international Grand Prix. Sissy operer ud fra familiens ejendom, Schloss Achtleiten i Østrig, og hun ejer også det gamle tyske stutteri, Gestüt Vorwerk. Hun har flere heste i ridning hos Daniel Bachmann Andersen, bl.a. den charmerende hingst Caracciola.
Hingsteføllet Vancouver Pilekær e. Vitalis/Danone II/Dream of Glory fra Stutteri Pilekær blev solgt til USA for 13.000 euro.
Se resultatet af auktionen HER.