Anna Pørtner
Den danske voltigør Josephine Vedel Søndergaard Nielsen har på få år etableret sig som en af Europas absolut mest talentfulde unge atleter i sporten. Ved europamesterskabet for juniorer i Bern sidste sommer opnåede hun sin hidtil største sejr, da hun sikrede sig guldmedaljen i det individuelle program - en drøm, hun har haft, siden hun første gang stiftede bekendtskab med voltigering.
Det Internationale Ridesportsforbund, FEI, har for nyligt udgivet en profilartikel om Josephines bemærkelsesværdige rejse, og den fortæller historien om en både arbejdsom, målrettet og yderst talentfuld ung kvinde, der har fundet sin rette hylde i den spektakulære kombination af hest og gymnastik.
Fra rideskole til international scene
Josephine begyndte til ridning som syvårig på Haagen Hansens rideskole og voltigeklub nær Skibby, hvor hendes forældre ønskede, at hun først lærte at ride og omgåes hestene, før hun kastede sig over voltigering. Først fire år senere fik hun lov at prøve kræfter med voltigering - og talentet var tydeligt fra starten. Allerede i sin første sæson kom hun med på klubbens førstehold og deltog i internationale konkurrencer.
Josephine havde kortvarigt prøvet gymnastik som seksårig, men fandt det hurtigt kedeligt. Voltigering derimod, der kombinerer gymnastikken med hendes kærlighed til hestene, fangede hende med det samme.
– Hun er helt utrolig. Hun prøvede én svær øvelse på træningsbommen og lavede den måske 300 gange den dag, indtil hun kunne den. Jeg havde selv forsøgt samme øvelse i 10 år, fortæller holdkammerat og erfaren voltigør Iben Dines Pedersen til FEI.
Fra corona-træning til guldmedalje
Under coronapandemien blev holdtræningen sat på pause, og Josephine måtte derfor tænke i andre baner. Hun begyndte i stedet at fokusere på individuel træning. Det blev startskuddet til en individuel karriere, hvor hun i dag selv står for størstedelen af sin koreografi og udviklingen af sine svære øvelser.
I sommeren 2024 kulminerede kulminerede alle de hårde træningstimer i en sejr ved FEI Vaulting European Championship for Juniors i Bern. Det var en følelsesladet sejr for Josephine, ikke mindst fordi hun få måneder senere stod overfor en stor sorg, da hun mistede sin far, som havde fulgt hendes rejse tæt og støttet hende hele vejen.
– Det var helt uvirkeligt at vinde guldet. At komme hjem og kunne vise medaljen til min syge far var det mest rørende øjeblik i mit liv, siger hun i interviewet med FEI.
Ny hest - samme niveau
I 2025 har Josephine fortsat sin imponerende form, men nu med en ny hest, Sultan EG, som trænes og longeres af longefører, Hanne Haagen Hansen. Det var ellers planen, at Josephine skulle fortsætte sin rejse med den garvede hest Lieto, men da han ikke blev godkendt ved dyrlægetjekket til et stævne i Lier, måtte Josephine finde en ny hest.
Sultan har dog hurtigt fundet sig til rette i sporten under Josephine, og sammen har de allerede vundet DVI-stævnerne i Lier, Krumke og Flyinge. Ifølge hendes træningskammerater har Josephine en helt særlig evne til at fornemme og tilpasse sig forskellige heste, noget der især kommer til udtryk i hendes smidige og harmoniske fristil.
Josephine melder klar til VM
I denne uge venter verdensmesterskaberne i Stadl Paura, hvor Josephine både stiller op individuelt og med det danske hold. Selvom hun ikke lægger pres på sig selv for en podieplacering, håber hun selvfølgelig på at vise sit bedste.
Efter sæsonen starter hun på en videregående uddannelse, men det betyder ikke, at hun lægger drømmene og ambitionerne på hylden. Hun retter nemlig allerede blikket mod seniorklasserne og FEI Vaulting World Championship 2026 i Aachen, hvor hun drømmer om at repræsentere Danmark ved endnu et stort mesterskab.
Josephines historie viser, hvordan passion og målrettethed kan føre til succes - og med klubbens motto: "Så længe du vil det nok, kan du gøre det" i baghovedet, ser fremtiden lys ud for det danske voltigetalent.
Kilde: FEI.