Annika Knudsen Lorentsen
Ved CDI-stævnet i Exloo, Holland har flere danske ryttere i dag haft succes, og der har blandt andet været både Grand Prix Special og Grand Prix Freestyle på programmet.
I Grand Prix Special, var danske Daniel Bachmann Andersen til start med Vayron e. Vitalis/ Gloster 8, og sammen opnåede de 72,766 procent og sikrede sig tredjepladsen. Daniel og Vayron fik 8,5 et par gange i løbet af deres program, mens der indløb mange 8-taller.
Den danske rytter blev overgået af VM-guldvinder Charlotte Fry med Dark Legend e. Zucchero/ Tango og Annabella Pidgley med den tidligere OL-hest Gio e. Apache/ Tango.
Her sent til aften, har Charlotte Heering været i aktion i Grand Prix Freestyle, hvor hun sammen med Bufranco e. Negro/ Zevenster opnåede 75,03 procent. Ekvipagens gode program resulterede i en tredjeplads i dagens kür. I gårsdagens Grand Prix blev ekvipagen nr. 3, og dermed tager de hjem fra Holland med to topplaceringer mere tilføjet til deres CV, som blandt tæller EM-bronze for hold. Klassen blev ligeledes vundet af britiske Charlotte Fry.
Unge ryttere med succes
Det er ikke kun Bachmann og Heering der har været i aktion i Exloo, for her er også flere unge danske ryttere til start. Tidligere i dag blev Clara Cordes Arnkjær placeret på andenpladsen i juniorrytternes individuelle konkurrence i sadlen på Brianna e. Bøgegårdens Boney M/ Blue Hors Romancier (opdr. Løngstrup Christiansen). Sammen opnåede de 70,588 procent.
I går blev Rikke Maria Schoubye Johansen og Andreas Hamann Sand begge placeret i top-5 i ponyrytternes klasse, mens Clara Cordes Arkjær blev 5'er i juniorrytternes klasse.