Dansk ponyrytter sejrer i Sverige

29-09-2009 11:04

Grethe Næsby

Danske Simone Bøgelund Nielsen sejrede i denne weekend på ponyen Locksley i den 1-stjernede ponyklasse ved stævnet i Gärds Rytterforening i Sverige

Flere danskere havde fundet vej til svenske Gärds denne weekend, og især for den dygtige danske ponyrytter Simone Bøgelund Nielsen blev det en stor succes - og det endda i sin blot 2. start i en 1-stjernet klasse. I den 1-stjernede CNC-klasse for ponyer sejrede hun med blot 46,6 strafpoint og var fejlfri i både terræn og i ridebanespringning. Svenske Caroline Berggren Persson på Katitzie blev nr. 2 med 52,9 strafpoint, mens endnu en dansker lagde sig på tredjepladsen med 56,2 strafpoint, nemlig Camilla Sæbø Hansen og Braveheart. De red sammen deres sidste stævne denne weekend, inden Camilla slutter sin tid som ponyrytter til nytår. I hesteklasserne var der ligeledes danskere til start. I 90 cm klassen vandt Louise Nielsen og Tatanka med 56,5 strafpoint. I 100 cm klassen blev Vicky Mathiesen og Dejó placeret som nr. 4 med 52,0 strafpoint lige akkurat foran endnu en dansker, Natasja Christensen på Marlborough Hill, ligeledes med 52,0 strafpoint. Begge ryttere fik en enkelt bom i ridebanespringningen, men Vicky red næsten 6 sekunder hurtigere end Natasja og smuttede derfor op på 4. pladsen. Nr. 6 blev danske Emilie Klausen på Schwarms Da Capo med 52,8 strafpoint. Find samtlige resultater for weekendens stævne via linket i højre side.

Links

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner