Britt Carlsen
Der har i mange år været internationale amatørturneringer for springryttere. Det har været en succes, og i et samarbejde mellem Almased Wellness og Helgstrand & Trabjerg er der nu skabt en amatørturnering for dressurryttere; Almased Dressage Amateurs. Første klasse i serien ved Equitour Aalborg sponsored by ECCO blev afviklet onsdag aften og her blev det til dansk sejr i bronze tour til Kathrine Lindbøg Lang og avlshingsten Onassis med 69,412%
Den malaysiske rytter Quabil Ambak red sig in på både anden og tredjepladsen i konkurrencen. Quabil træner hos den danske junior- og ungrytter landstræner Dennis Fisker. Han havde succes ved Southeast Asian Games 2017 i Kuala Lumpur i Malaysia, hvor han startede i både dressur og springning. Hans springhest står hos hans danske træner i Tyskland, Lars Bak Andersen, hvor han regelmæssigt kommer for at træne og ride konkurrencer, når hans civile erhvervskarriere i Malaysia tillader det. Qabil vandt sølv, og det malaysiske hold vandt guld i dressur.
Det blev dansk på fjerde og femtepladsen til Stinna Foldberg/Foldbergs T og Rikke Dupont med Fritzeck.
I guldturen gik sejren til den schweiziske rytter Andriana Viebrock og Quibelle e. Quaterback, mens det blev dansk på anden og tredjepladsen til Laila Wittendorff Petersen og Henriette Boe Mortensen.
- Vi har sat os for at skabe en pendant til de store springturneringer for amatører, for at give dressurryttere den samme mulighed for at ride med ved de store stævner. Vi er utrolig stolte over, at Almased Wellness har valgt at støtte op om projektet. Almased Dressage Amateurs ser vi som et godt initiativ til at hjælpe dressurryttere på vej. Turneringen kan være med til at afklare rytterens niveau, inden de for alvor satser på en international karriere i dressursporten. Samtidig vurderer vi, at lokationen for stævnerne bevirker, at flere fra norden har mulighed for at teste deres stævneform, uden at skulle investere mange penge i transport. Dressur på internationalt niveau har hidtil været for en snæver målgruppe, men dette ønsker vi at ændre på, tilføjer Jens Trabjerg.
Hollandsk sejr i Prix st. George
Den hollandske toprytter Danielle Heijkoop sejrede i Nord-Vest Box Prix st. George med 71,912% Det var ellers meget tæt på dansk sejr i klassen, da Marianne Yde Helgstrand og Super Mario opnåede 71% Desværre var der stor dommerueninghed i forhold til bedømmelsen af Mariannes ridt, da hun opnåede placeringer fra 1 til 12 hos dommerne. Det blev også dansk på tredjepladsen, idet Carina Nevermann Torup red guldmedaljehoppen Grevens Sa Va til 70.853%
Springningen igang med dansk sejr
På springstadion blev konkurrencerne åbnet med en dansk sejr i Radisson Blue Limfjord Hotel Aalborg lille tur CSI* 81 ryttere kom til start i klassen, men det var danske Sofia Westergaard og DV-hoppen Aaen's April e. Cosmeo som var hurtigst og fejlfri i anden fase.
Følg resultaterne på arrangørernes hjemmeside HER