Dansk Hesteslagteri indstillet til lukning

09-01-2008 16:38

Britt Carlsen

På et ekstraordinært bestyrelsesmøde i sidste uge besluttede bestyrelsen for Dansk Hesteslagteri, at selskabet indstilles til lukning.

Den endelige afgørelse om lukning skal træffes af generalforsamlingen på et møde i slutningen af januar. Bestyrelsens forslag kommer efter en årrække med et fald i antallet af slagtninger, forklarer formanden for bestyrelsen, Egon Fræhr. - Vi er ikke længere det eneste hesteslagteri i Danmark. I dag er der gode og forsvarlige alternativer over hele landet, som kan være med til at slagtningerne foregår dyreetisk forsvarligt og som samtidig er med til at reducere transporttiden væsentligt, siger Egon Fræhr og oplyser, at Dansk Hesteslagteri har oplevet et fald på op mod 50 procent i antallet af slagtninger indenfor de senere år. En lukning af Dansk Hesteslagteri vil derfor ikke medføre noget kommercielt tab for Danish Crown, og den vil heller ikke få beskæftigelsesmæssige konsekvenser, da der ikke er noget personale i selskabet. - Vores holdning er stadig, at danske heste skal slagtes i Danmark, så vi undgår den lange transport til Sydeuropa. De mange alternative små slagterier bevirker dog, at vores eksistensgrundlag er blevet reduceret kraftigt. Samtidig medfører deres tilstedeværelse, at vi ikke længere behøver være på markedet for at sikre dyrevelfærden, siger Egon Fræhr. Dansk Hesteslagteri blev etableret i 1989 i et samarbejde mellem Danish Crown og danske hesteavlere som alternativ til eksport. De første slagtninger blev gennemført i 1990, og i starten forestod Danish Crown selv slagtningen; men efter en årrække blev der indgået en aftale med et privat slagteri.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner