Thomas Bach Jensen
Særligt indenfor det seneste årti har stutteriet Følle Strandgaard markeret sig nationalt og internationalt med tyske dressurbetonde sportsponyer af høj kvalitet. Stutteriets drift består dels træning og salg af ponyer og heste op til S-niveau samt opdræt og hingstestation. Marie Louise Ebdrup, der ejer og driver stutteriet, fortælle om hingstestationen med sportsponyhingste, som er det sidst ankomne driftsområde:
– Vi har oplevet en markant stigende interesse for vores hingste, siden vi åbnede hingstestationen for fire år siden. Vi indkøber løbende tyske og danske hingste til stationen, og det sidste par år har vi haft 12-14 hingste til rådighed for de danske avlere med fersk- og frostsæd.
Stutteriets opdræt har på det seneste sat Følle Strandgaard på det internationale landkort ved flere lejligheder. Ved EM i dressur for ponyryttere i franske Le Mans i 2025 var det danske stutteri repræsenteret med to opdræt under hhv hollandsk og spansk flag.
Senest har stutteriet markeret sig på eliteskuet i Pferdestammbuch Schleswig-Holstein/Hamburg med intet mindre end fem hopper, som alle blev statspræmiehopper. De to af hopperne kom i præmieringen og den ene, Strandgaards Secret Rose e. Dreikäsehoch DC/ Movie Star, blev fløjhoppe.
Efter den internationale dressurrider, norske Ellen Birgitte Farbrot, har været rytter og daglig leder på stutteriet igennem 16 år og dermed også har været en stor del af stutteriets udvikling, har hun valgt at starte egen forretning. Derfor er Marie Louise Ebdrup meget glad for at kunne præsentere exam berider Caroline Krogh Hansen som Følle Strandgaards nye leder og rytter. Hun er uddannet på Viborg Rideklub og har konkurreret i dressur op til Intermediaire I på nationalt og internationalt på junior- og ungrytterniveau.
– Med sin store faglighed, ambitiøse tilgang og fine fornemmelse for heste er berider Caroline Krogh Hansen et stærkt match til Følle Strandgaard, som vi er utroligt stolte af og begejstrede for at kunne præsentere, udtaler Marie Louise Ebdrup.
Caroline Krogh Hansen, der som junior- og ungrytter har haft national og international succes, er i sommer blevet færdiguddannet fra Viborg Rideklub. Hun er stolt over nu at være blevet en del af Stutteri Følle Strandgaard som daglig leder og rytter og glæder sig til at bringe sine erfaringer og sin faglighed i spil og være med til at udvikle stutteriets ponyer og heste.
– For mig er det vigtigt, at udvikling og sportslige ambitioner går hånd i hånd med god horsemanship og respekt for den enkelte hest, hvilket stemmer godt overens med værdierne på Følle Standgaard, udtaler Caroline Krogh Hansen.