Annika Knudsen Lorentsen
Longines EEF Nations Cup hos Helgstrand Event er netop afgjort, og det blev en ganske overbevisende sejr til et ung amerikansk hold, som endte med et fejlfrit resultat som den eneste nation.
Det amerikanske hold bestod af Alise Oksen, Jacob Pope, Nikko Ritter og Alessandra Volpi, og sammen med deres Chef d'Equipe har de haft en god oplevelse ved stævnet i Uggerhalne.
– Vi er meget taknemmelige og stolte af at være her, og for at Longines EEF Series har taget imod os. Fantastisk sport mod topryttere, og OL-ryttere. Vi har sat et ret ungt team, men jeg troede, at de måske kunne vinde, og det gjorde de, så vi er meget glade. Fantastisk arrangement, vi er glade for at være her og jeg tror, at vi vil komme igen, fortæller den amerikanske Chef d'Equipe Anna Kursinski.
Flot dansk andenplads
De fire danske ekvipager, Andreas Schou med I Know e. Arezzo VDL/ Hors la Loi, Lars Bak Andersen med Ethene e. San Patrignano Corrado/ Cayado, Martin Dinesen Neergaard med Carpe Diem van de Geeneinde Z e. San Patrignano Cassini og Rikke Belinda Barker med Tabalou PS e. Taloubet Z/Balou du Rouet, leverede alle virkelig gode præstationer.
Rikke Belinda Barker leverede to nulrunder, mens Lars Bak Andersen og Andreas Schou red en fejlfri runde og en med fire. Martin Dinesen Neergaard var lige ved og næsten i begge runder, men endte med to runder med fire fejl. Det danske hold endte med sammenlagt otte fejl, præcis som holdene fra Tyskland og Polen, og dermed blev tiden afgørende.
Det vidste Danmarks sidste mand på banen, Andreas Schou, alt om, og derfor leverede han et superhurtigt ridt, der i sidste ende sikrede Danmark sig andenpladsen og værdifulde point i EEF Series 2023.
– Det var virkelig godt. Vi kom her med et stærkt team, og vi håbede virkelig på sejren, desværre slog amerikanerne os, men i enden var det godt, at vi kunne levere en hurtig runde til sidst, og sikre andenpladsen. At være så tæt på at tage sejren på hjemmebane, er en fantastisk følelse, fortæller Andreas Schou, som også fortæller lidt om presset i forhold til at være sidste rytter:
– Jeg er vant til at være til sidst på holdet, og jeg har stor tiltro til min hest. Særligt i anden runde, han er en meget tændt hest, så jeg ved, at han er lidt mere afslappet i anden runde. De sagde inden jeg gik ind, at jeg skulle være to sekunder hurtigere end første runde, og det gjorde jeg og I Know sprang godt.
Da USA ikke er en del af EEF Series, var det Danmark der sikrede sig flest point ved denne kvalifikation, og dermed har Danmark et godt udgangspunkt inden de i næste uge skal i aktion i norske Drammen, hvor der også skal rides om point i EEF Series.
Tredjepladsen i dagens Nations Cup gik til Tyskland, hvor holdet bestod af Philip Rüping, Nicola Pohl, Teike Carstensen og David Will.