Daniel nr. 15 i verden

17-05-2018 09:38

Thomas Bach Jensen og Camilla Schrøder

Blue Hors' berider Daniel Bachmann Andersen har endnu en gang taget et par trin op ad verdensranglisten og indtager nu 15. pladsen

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Daniel Bachmann Andersen har sammen med hingsten Blue Hors Zack redet sig sikkert ind på FEI verdensrangsliste i dressur og har måned for måned kravlet længere og længere op ad ranglisten, hvor Daniel nu med en 15. plads er den andenhøjst rangerende dansker.

Udover den 14-årige Grand Prix-hingst Blue Hors Zack (KWPN e. Rousseau/Jazz) er Daniel også godt på vej i international Grand Prix med den 10-årige vallak Blue Hors Zepter (OLDB e. Blue Hors Zack/De Niro) samt den 10-årige hingst Blue Hors Don Olymbrio (KWPN e. Jazz/Ferro).

Disse tre topheste udgør for Daniel et meget stærkt team af internationale Grand Prix-heste, og han har flere på vej. I International lilletur har han succes med to avlshingste; 8-årige Blue Hors Zee Me Blue (DV e. Blue Hors Zack/Blue Hors Don Schufro) og 8-årige Blue Hors Veneziano (OLDB e. Vivaldi/Donnerhall), så der er gode chancer for, at Daniel kan fastholde en god placering på verdensranglisten.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg har aldrig haft så mange topheste med så meget potentiale, så jeg føler mig virkelig priviligeret og glæder mig til fremtiden med hver eneste af dem, fortæller Daniel.

Dufour bedste dansker
Cathrine Dufour er stadig den højst placerede dansker på verdensranglisten med Atterupgaards Cassidy e. Caprimond/Donnerhall. Ved den seneste opdatering af ranglisten rykkede hun en enkelt plads ned og ligger nu på en fjerdeplads, efter at amerikanske Laura Graves tog et spring fra femtepladsen op til andenpladsen.
Suverænt i toppen ligger stadig tyske Isabell Werth, som indtager både første og tredjepladsen med henholdsvis Weihegold OLD og Emilio 107.

Se FEI's verdensrangliste i dressur.

Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen