Dagens travløb aflyst flere steder

03-05-2020 07:06

Annika Knudsen Lorentsen

I går aftes valgte politiet at lukke ned for de travløb, der skulle have været afholdt i dag. Det gælder både løbene på Fyns Væddeløbsbane og på Lunden, Charlottenlund Travbane

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I går eftermiddags var politiet på inspektion på Fyns Væddeløbsbane for at undersøge om de syntes det var muligt at afholde dagens løb og samtidig overholde kravene om ikke at være samlet mere end 10 personer indenfor et bestemt areal.

– Ud fra de regler, der er om, hvor mange mennesker, der må forsamles og være til stede ved sådan et arrangement, mener vi ikke, at de overholder reglerne, siger Hans Jørgen Larsen, der er vagtchef ved Fyns Politi til Fyns.dk.

Derfor fik banen ca. kl 18 i aftes besked om at søndagens løb skulle aflyses. En beslutning som Christian Hundebøll, der er konstitueret baneleder, er uforstående overfor.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi er uforstående overfor det, da der er blevet afviklet løb i Danmark i 14 dage nu. Vi ser jo bare os selv som et erhverv som alle andre, der forsøger at drive sin forretning. 

Lunden aflyser også
Sent i går aftes blev også dagens løb på Charlottenlund Travbane aflyst. Det gjorde de efter, at Nordsjællands Politi har udstedt et forbud.

Og dermed afvikles der ikke løb i dag, hverken på Fyns Væddeløbsbane eller på Charlottenlund Travbane.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner