Cibelle Ask 4'er i youngster-finale

19-08-2024 10:11

Selvom øjnene mest har været rettet på Danmarks dygtige ponyryttere, der har kæmpet om titlen som dansk mester i denne weekend, har andre af landets dygtige springryttere været til start på de internationale baner med flotte resultater

Copyright Ridehesten.com
Søren Møller Rohde og Cibelle Ask har haft et yderst flot stævne i Holland denne weekend. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Weekenden har blandt andet budt på Agria DRF Mesterskab for pony i både dressur og springning, den femstjernede springturnering, Longines Global Champions Tour i London, hvor Andreas Schou og Zascha Nygaard Lill har leveret flotte resultater, men den har også budt på et internationalt springstævne i Peelbergen, Holland, hvor blandt andet Søren Møller Rohde har haft unge Cibelle Ask e. Ci Ci Senjor Ask/ Favorit Ask til start. 

Stævnet startede for Søren og den 6-årige Cibelle Ask allerede torsdag, hvor parret skulle på banen første gang. Her skulle de ud i Youngster Tour for 5- og 6-års heste, hvor springenes højde lød på 120 cm. Efter en flot fejlfri hovedrunde, havde parret en enkelt nedrivning i omspringningen, men for unge Cibelle Ask var det et flot udlæg. 

Fredag var det tid igen. Her skulle Søren og Cibelle Ask igen i ilden i Youngster Touren hvor forhindringerne igen var sat til 120 cm. Her gik klassen i en metode A, hvilket vil sige at hele runden er på tid. Den med færrest fejl og hurtigste tid, kan kalde sig vinder af klassen. Søren og Cibelle Ask sikrede sig en rolig, fejlfri tur og blev placeret som nummer otte. 

Copyright Ridehesten.com
Parret deltog ved UVM sidste år, da Cibelle Ask var bare 5 år gammel. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen.

Lørdag gjaldt det så finalen. Her var springenes højde hævet til 125 cm på en udfordrende bane med 12 forhindringer, så de unge heste, der var i gang på tredjedagen havde noget at se til. Det var dog ingen hindring for den 6-årige hoppe, der med Søren i sadlen leverede en imponerende fejlfri runde i både hovedrunden og omspringningen. Tiden hed 31,33 sekunder i anden fase, og dermed sikrede parret sig en flot fjerdeplads i et stærkt felt på 52 ekvipager. 

Det er ikke første gang, at Cibelle Ask udmærker sig. Hoppen blev bedste 4-års ved Pavo og Dansk Ride Forbunds championatsfinale for ungheste i 2022, ligeledes med Søren Møller Rohde i sadlen. Parret deltog derudover ved UVM på Zangersheide i Belgien i 2023, da hoppen var bare 5 år gammel. 

Stævnets start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Søren Møller Rohde og Cibelle Ask vandt Pavo og Dansk Ride Forbunds championatsfinale i 2022. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner