Britt Carlsen
Den skimlede, lynhurtige Celebration F. Damgaard e. Casir Ask (opdr. Helga Husted) har været med i afgørelserne i adskillige klasser i hingstens karriere på springbanerne. Det har hovedsageligt været berider Lars Trier Kjøller, der har siddet i sadlen på den velspringende hingst.
De senere par år har hingsten dog været ude af konkurrencesammenhæng på grund af forkalkning omkring den dybe bøjesene. - Vi har prøvet alt, for at få ham tilbage i sporten igen, og også forsøgt alternative behandlingsmetoder, men uden resultat, fortæller Lars Trier Kjøller. Hingsten er blevet tiltagende halt, og da hingsten i går nat fik kolik, og var tydeligt mærket af det, tog Lars den tunge beslutning, at nu var det tid til at sige farvel til Celebration.
- Det det var lidt hårdt, jeg sad på Celebration den første gang da han var 3,5 år. Han blev på et tidspunkt solgt til Norge, men jeg red ham også for de norske ejere. Senere købte jeg ham selv, og da vi aflivede ham var han 14 år, forklarer Lars. Han har haft mange gode oplevelser med Celebration, men noget af de resultater, der især har fæstet sig er andenpladsen i Grand Prix-klassen ved stævnet på Sievebækgaard i 2011, og andenpladsen i 4-års championatet.Hingsten har enkelte afkom i sporten, men han har ikke været benyttet meget i avlen. Lars red ham ofte i springklasserne ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning. - Det elskede han, han blev 10 cm bredere og højere, når publikum klappede af ham, husker Lars.
- Han var en moderne type hest med fantastiske ridemæssige egenskaber. Havde jeg en dårlig dag, så skulle jeg bare ride på Celebration, fortæller Lars afslutningsvis.
Lars Trier Kjøller driver en salgs- og konkurrencestald LK Equestrian ved Kolding.