Thomas Bach Jensen
Den kårede hingst Casanova Hästak DVH 1231 ex CC Casanova e. Cosmeo/ Diamant de Semilly (opdr. Carsten Carstensen) blev ved Dansk Varmblods hingstekåring godkendt til afprøvning og kunne efter en vellykket 10-dages prøve indløse sin avlsgodkendelse.
Casanova blev på forårsauktionen ved hingstekåringen i Herning solgt til svenske Hästak v/Christina & Anders Kjellson, og flyttede umiddelbart efter prøven til sit nye hjem i Sverige. Han blev kåret i det tyske Mecklenburgerforbund og fik derigennem også et års bedækningstilladelse i Sverige.
- Casanova har bedækket 48 hopper i år, og indtil videre er de 44 konstateret drægtig, fortæller hans ejer Christina Kjellson.
Da Casanova i foråret viste så overbevisende løsspringning hjemme hos Hästak, valgte Christina og Anders at tilmelde ham 3-års testen i Tingsryd, hvor han opnåede to gange 9,5 for springning og 8,5 for galop. Det samlede resultat på 87% er der ingen anden 3-års hest, der har overgået i løbet af sommerens stævner.
- Han har sidenhen bare bedækket, og selv om der var flere kunder, måtte vi sige stop i august måned, så han kunne hvile sig nogle uger, inden han blev sat i træning igen, fortæller Christina og tilføjer, at planen med Casanova er at få ham fuldt avlsgodkendt i Sverige og sideløbende udvikle ham sportsligt.
Casanova Hästak er ud af Carsten Carstensens meget succesfulde hoppestamme efter grundlæggeren Immerdor og er trukket på en række elitehopper.