Caroline Amalie var hurtigst af alle

02-05-2024 10:04

I går blev DM-stævnet på Stutteri Ask skudt i gang med opvarmningsklasser fra morgen til aften. Her var Caroline Amalie og hendes nye makker Mexican Star den hurtigste ekvipage over hele dagen

Copyright Ridehesten.com
Caroline Amalie Kristensen og Mexican Star kunne til stævnets første dag løbe med sejren i LA1* 115 cm og tilmed kalde sig dagens hurtigste ekvipage. Foto: Privat.

DM-stævnet, der løber af stablen resten af ugen på Stutteri Ask i Martofte, blev i går, onsdag, skudt i gang med opvarmningsklasser fra LA1* 115cm til MA1* 135cm. Her var i alt 307 ekvipager til start, men den hurtigste af dem alle var altså Caroline Amalie Kristensen og hendes hest Mexican Star e. Tailormade Stardust/ Aston (opdr. Ole Pedersen). De to har kun dannet par i godt og vel to måneder, men man må sige, at parret er kommet godt fra start. I går vandt de nemlig Stutteri Ask LA1* 115cm med en flot, lynhurtig og fejlfri runde med en omspring i tiden 33,93 sekunder. En tid ingen andre ekvipager over hele dagen formåede at slå. 

Copyright Ridehesten.com
Mexican Star er generelt en hurtig og kvik hest, fortæller Caroline Amalie. Foto: Privat.

Som om en sejr og titlen som dagens hurtigste ekvipage ikke var nok, blev Caroline Amalie og Mexican Star ligeledes placeret som nummer fire i deres anden klasse, denne gang i 125cm, som var debut for parret. Caroline Amalie er meget tilfreds med hende og Mexican Stars runder: – Mexican og jeg havde en super dejlig dag på Stutteri Ask, med to fejlfrie klasser. I LA'en tog vi i anden fase indersporet i en god frisk rytme, som var nok til at vinde klassen.

Copyright Ridehesten.com
Caroline Amalie glæder sig allerede til mange flere oplevelser med Mexican Star. Foto: Privat.

Ekvipagen er som skrevet et forholdsvist nyt makkerpar, men Caroline Amalie har allerede haft mange gode runder med den 13-årige vallak. Hun fortæller om hvorfor Mexican Star og hende allerede har haft så stor succes: – Mexican bruger ikke meget tid i luften, og er generelt en meget kvik hest, som altid er klar på at ride med på tiderne. Vi har kun dannet par i knap to måneder, men jeg føler vi er et rigtig godt match, og vi har allerede fundet en rigtig god rytme, som har resulteret i flere sejrer indtil nu, fortæller Caroline Amalie. 

Copyright Ridehesten.com
Når der skal rides med om placeringerne, spidser Mexican Star ørerne og er altid med på legen, fortæller Caroline Amalie. Foto: Privat.

Caroline Amalie håber på endnu flere gode oplevelser med Mexican Star, hvilket stævnet i går kun har givet endnu mere blod på tanden til at jagte: – Dagens anden klasse var vores første 125 cm sammen, som gik over alle forventninger. At krydse målstregen med sin bedste ven efter en fejlfri og hurtig runde på en udfordrende bane, føles bare virkelig fedt! Jeg er så spændt på at se hvordan vores videre partnerskab forløber, og der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig til mange flere oplevelser og nye udfordringer med Mexican. Vores begyndelse sammen har i hvert fald været helt perfekt, slutter Caroline Amalie af med et smil.

Du kan se resultater fra stævnet på Equipe, eller livestreame via ClipMyHorse alle dage. 

Se højdepunkter fra parrets vinderrunde i videoen herunder:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner