Carl Hester testrytter i Herning 2014

25-10-2013 16:10

Signe Wiese

Dansk Varmblod har engageret engelske Carl Hester, der er en af dressursportens allerstørste stjerner og mest respekterede ryttere, til at være testrytter i Unghestechampionatet i dressur 2014

Der kan næppe herske nogen tvivl om at testrytterrunden i Unghestechampionatet i dressur 2014 bliver et tilløbsstykke, der ikke tidligere er oplevet ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Det bliver nemlig den engelske verdensstjerne, Carl Hester, der skal teste de 5-årige dressurheste i Unghestechampionatet.

Lørdag den 8. marts og søndag den 9. marts får hingstekåringens danske og udenlandske gæster en enestående chance for at opleve Carl Hester på tætteste hold, når han arbejder med de unge heste. Carl Hester kunne seneste opleves i Danmark i august til EM i Herning, hvor han var med på det guldvindende engelske hold, og i sommeren 2012 var han med til at sikre engelsk holdguld ved OL.

Udover at være anerkendt som en af de allerbedste ryttere og uddannere af dressurheste, er Carl Hester også en meget anerkendt og efterspurgt træner, og hans topelev er uden tvivl Charlotte Dujardin, der på Carl Hesters egen Valegro har vundet individuelt guld ved både OL og EM.

Ved Unghestechampionatet i marts i år havde Dansk Varmblod engageret den danske dressurmæstro, Hasse Hoffmann, som testrytter, og han leverede en præstation, der ville blive svær at leve op til.

– Vi satte barren meget, meget højt ved den sidste hingstekåring, da vi hyrede Hasse Hoffmann, og vi besluttede hurtigt, at der skulle en helt særlig kapacitet til at følge efter ham. Så vi valgte at gå efter verdens bedste dressurrytter – Carl Hester – og det er heldigvis lykkes for os, og det er vi simpelthen så ovenud henrykte for. Det er et scoop uden lige, og det går perfekt i spænd med vores ønske om at lægge det faglige niveau ved næste års hingstekåring meget højt, udtaler Dansk Varmblods sekretariatschef, Casper Cassøe.

For at imødekomme det forventede store publikum, og samtidig give Carl Hester og hestene de allerbedste arbejdsforhold, har Dansk Varmblod valgt at flytte testrytterrunden i dressur til den store Skagen Fondene Arena i hal M.

Har du ikke allerede købt din billet til hingstekåringen i 2014, så er det om at få det gjort, så du også kan opleve Carl Hester ”up close”. Køb dine billetter HER

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner