Brahetrolleborgskue for 120. gang

18-05-2019 09:55

Pressemeddelelse

Avl

Helt siden 1891 har Brahetrolleborg Gods stillet sine smukke faciliteter til rådighed til det årlige skue for heste, ponyer, og mennesker med heste som livsstil. I år er der et nyt "Skue i skuet" på programmet

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Lørdag den 20. juli fra 9-16 afholder Brahetrolleborgforeningen sit traditionsrige dyrskue af stablen i de smukke rammer ved Brahetrolleborg Gods på Sydfyn. I år er det 120. gang arrangementet afholdes, og der er både plads til tradition og fornyelse.

Moderne og gammeldags
Skuet er unikt, gammeldags og moderne på samme tid. Hestene er moderne, avlen følger med tiden, men på Brahetrolleborg er måden, man udstiller på, et levn fra gamle dage. Hestene står hele dagen ”ved snorene” mens udstiller/trækker holder hesten. På den måde er der rig lejlighed til at snakke sammen. Udstillerne kan udveksle erfaringer og publikum kan få en snak med udstillerne, som kan sole sig i masser af positive udsagn om deres heste. Og hestene – de nyder at være i centrum, mens de lærer en masse om god opførsel.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Bedømmelse og hæder
Formiddagen er helliget bedømmelser. Derudover vil agilitybanen være åben for træning inden konkurrencerne over middag. 
Fra middag er der et varieret program. Ikke mindst overrækkelsen af vores værter, familien Reventlow-Mouriers Følfad, som går til familiens ynglingsføl, udvalgt blandt samtlige udstillede føl, bliver imødeset med spænding. Derudover er der mønstringskonkurrence, opvisninger, karakteristik af de udstillede racer, (normalt mellem 15 og 20 racer) og overrækkelse af ærespræmier. På tværs af alle racer, er især titlen som udøver af ”Bedste Horsemanship, med ærespræmie fra Hestens Værn , og sidst, men ikke mindst, titlen ”Best in Show”, med ærespræmie fra Brahetrolleborgforeningen, meget eftertragtede.
Heldigvis er det aldrig svært at finde kandidater, kun svært at vælge hvem der har gjort det allerbedst!

Nyt skue for ikke-racegodkendte heste
Som noget helt nyt går Brahetrolleborgforeningen i år i bredden med det nye tiltag "Skue i skuet". Her inviteres ejere/brugere af ikke-racegodkendte ponyer/heste til at komme og få en bedømmelse af deres hest, evt. en snak med dommeren om, hvorfor. På denne måde håber Foreningen at kunne give sine nye udstillere endnu mere forståelse for sammenhæng mellem eksteriør og brugsegenskaber. Der gøres opmærksom på, at ”Skue i Skuet” får sin egen tilmeldingsblanket. 

Husk tilmeldingsfristen, som er mandag den 17. juni.

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner