Blue Hors Romanov solgt til Edward Gal

11-01-2013 18:22

Signe Wiese

Elitehingsten Blue Hors Romanov har været redet af verdensmesteren Edward Gal siden september 2011, og nu har Blue Hors valgt at sælge hingsten til Edward Gals østrigske sponsor, Gaston Glock
Copyright Ridehesten.com

- Det er naturligvis med noget blandede følelser, at vi har valgt at sælge Blue Hors Romanov til Edward Gals østrigske sponsor Gaston Glock, indleder Blue Hors’ direktør Esben Møller. Den succesfulde avlshingst kom i stalden hos verdensmesteren Edward Gal i september 2011, og deres samarbejde har udviklet sig særdeles positivt, hvilket bl.a. udløste en andenplads ved World Cup kvalifikationen i Odense i oktober 2012 med knap 81% i kürklassen. Det resultat gav også startskuddet til egentlige forhandlinger mellem Gaston Glock og Blue Hors, forhandlinger der nu er faldet på plads. - Romanov bliver 13 år i år, så han har forhåbentlig mange gode år i sporten foran sig. Samarbejdet mellem Edward Gal og Romanov fungerer perfekt, og jeg kunne heller ikke forestille mig, hvilken rytter, der skulle overtage hingsten, såfremt han kom tilbage på Blue Hors, fortsætter Esben Møller. Han glæder sig derfor over, at hingsten nu får chancen for at vise sine store kvaliteter i sporten, mens det naturligvis er med vemod, at man på hingstestationen tager afsked med avlshingsten, der har været medvirkende til at gøre hingstestationen Blue Hors kendt og anerkendt langt ud over Danmarks grænser. Romanov er en stor personlighed, og så har han betydet umådeligt meget for dansk avl og dressursport, hvor han gennem årene har stået som far til adskillige topheste i både avlen og sporten. Blandt de mest kendte er guldvinderen fra UVM i Verden i 2009 – Hønnerups Driver og avlshingsten Skovens Rafæl, der var finalist ved UVM samme år. Blue Hors Romanov (Rohdiamant – Grundstein II – Akzent II) blev udnævnt til ”Årets Hingst” i Dansk Varmblod i 2011 og han er elitehingst i samme forbund, desuden er han kåret i Oldenburg, Hannover, Westfalen og Rheinland. Hingsten er indkøbt af Edward Gals sponsor Gaston Glock med sporten for øje, men på Blue Hors er der fortsat frostsæd at få efter hingsten. – Vi har jo Romanov’s helbror, den 8-årige avlshingst Rockefeller stående i hingstestalden, og hans afkom tegner særdeles positivt, slutter Esben Møller.

Links

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen