Bjarne Nielsen har 50 års jubilæum som underviser!

09-09-2021 15:00

Christine Krogh Frausing
Skribent

Bjarne Nielsen har igennem 50 år undervist et utal af elever. Da Bjarne i 1971 startede som staldmand i Hjørring Rideklub, var det kun startskuddet til en stor karriere inden for hestesporten. Mange elever har nydt godt af hans undervisning, og de sætter her ord på, hvad det er der gør Bjarne så ekstraordinær

Copyright Ridehesten.com
Bjarne Nielsen under gallashowet ved Hingstekåring i Herning 2019. Foto: Ridehesten / Anette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Bjarne Nielsen har 50 års jubilæum som træner, og derfor har Ridehesten talt med nogen af de elever Bjarne har haft igennem tiden. Sammen kigger vi tilbage igennem årene, og hylder en absolut verdensklasse træner.

– Bjarne er guld værd, helt bogstaveligt talt, indleder den nyslåede PL-guldmedaljevinder, Tobias Thorning Jørgensen, og fortsætter. Han har stået ved min mors og min side, hele mit liv. Han er en utrolig støtte for alle ryttere, og en sand ildsjæl. Jeg skylder ham alt, fordi uden ham, havde jeg aldrig lært at ride dressur.

Da jeg var på SU, og ikke havde særligt mange penge til undervisning, dukkede Bjarne alligevel op til stævner, selvom jeg ikke kunne betale. Han kunne jo ikke lade være, griner Trine Lind, da hun tænker tilbage på tiden.

Bjarne Nielsen startede i lære ved Anders Halvorsen og var sidenhen ved Nis Valdemar Hansen. Det var i 1978, at Bjarne blev udlært. Efterfølgende har Bjarne haft en stor karriere i ridesporten, og det er udelukkende rosende ord, Bjarne får med på vejen. Senest blev Bjarne, uden for ridesporten, landskendt, da han var kommentator ved OL i dressur. Mange ikke-hesteinteresserede fulgte med i dressur, udelukkende fordi Bjarne gjorde det spændene at følge med. 

Copyright Ridehesten.com
Bjarne Nielsen med prisen som årets træner 2019. Foto: Ridehesten / Jørgen Bak Rasmussen

– Noget af det jeg husker bedst fra min tid hos Bjarne, var hans ukuelige tro på én som rytter og ekvipage. Jeg kom ikke med en verdenshest, og var bestemt heller ikke selv nogen verdensetter, men Bjarne gik til opgaven med entusiasme, seriøsitet og en motiverende tone. Efter nogle måneder meddelte han mig at jeg godt kunne ønske mig et kandar i julegave, fordi MB-klasserne lå ikke så langt væk som jeg troede. Det var en kæmpe sejr for mig, og en stor anerkendelse fra én af de bedste hestemænd i nyere tid. Tak til Bjarne for at tro på den enkelte, og for at møde ekvipagen hvor de er. Også tak for altid at være positiv og i godt humør - og ikke mindst at tage sig tid til en kop kaffe, og historier fra et langt hesteliv, med min far og jeg efter endt undervisning, fortæller Caroline Mathilde Reitzel.

Copyright Ridehesten.com
Bjarne Nielsen. Foto: Ridehesten / Jørgen Bak Rasmussen

Grand-Prix eller ej. Bjarne skelner ikke

Et særligt kendetegn for Bjarne der går igen, er at han ikke skelner mellem rytterne. Om ambitionerne er at ride Grand-Prix, eller om det er at få selvtilliden tilbage på hesteryg, er ikke afgørende for Bjarnes entusiasme i undervisningen. 
– Jeg red undervisning ved Bjarne i en årrække, hvor han var super god til at hjælpe mig ude til stævnerne, med mine to gode men almindelige heste. Jeg husker en dag på Broholm, hvor jeg selv skulle ride en MA-klasse, og jeg red på opvarmningen sammen med nogle af dem, der skulle ride Grand Prix. Jeg havde Bjarne i ørene, og rider på hovslaget mod én af Grand Prix-rytterne, som kommer i passage. Jeg bliver på hovslaget og formoder, at man rider venstre mod venstre. GP-rytteren har tydeligvis ikke overvejet dette, så hun ender med kun lige at nå at ride udenom mig og se en smule irriteret ud. Bjarne er her igang med en entusiastisk talestrøm og udbryder pludselig i headsettet: “Ja det er godt, bare væk! Bare fordi man rider Grand-Prix, behøver man ikke fylde det hele” 
Jeg aner ikke hvem rytteren var, og hun har sikkert ikke ment det sådan. Men en kommentar som denne viser bare, at Bjarne virkelig har en stor indlevelse og tager ekvipagen på deres enkelte niveau. En hjertevarm mand med begge ben plantet solidt på jorden, fortæller Frida Dorthea Bertelsen.

Copyright Ridehesten.com
Kimi og Bjarne Nielsen sammen med sin elev, Frida Dorthe Berthelsen. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Bjarne hjalp Trine med at gøre 3-års til Grand-Prix hest

I 2013 købte Trine Lind en 3 års hest af Bjarne. Det var en hest Bjarne selv havde set, og købt, til forbesigtigelse. Kort tid efter, købte Trine hesten, og en del af handelsaftalen var, at Bjarne skulle være med inde over uddannelsen af denne hest. Derfor fik Trine et klippekort til undervisning med, da hun overtog hesten. Sammen tog de sig god tid, og nu rider Trine Grand-Prix på den 11-årige vallak Jubi’s Tenacity, e. Tailormade Temptation / Blue Hors Don Schufro (opdr. Judy og Birger Jensen) 

– Ord der beskriver Bjarne godt er hjertevarme, og kærlighed til sporten. Da jeg var på SU, og ikke havde særligt mange penge til undervisning, dukkede Bjarne alligevel op til stævner, selvom jeg ikke kunne betale. Han kunne jo ikke lade være, griner Trine da hun tænker tilbage på tiden. Trine fortsætter; Bjarne er helt nede på jorden, han joker med sine elever, og har begge ben plantet solidt på jorden. Jeg skylder ham alt, for den hjælp han har givet mig. Bjarne er et fantastisk menneske.

Copyright Ridehesten.com
Bjarne Nielsen. Foto: Ridehesten / Britt Carlsen
Fakta
Ord der går igen

Bjarnes elever er enige. De beskriver ham som hjertevarm, unik, mester i at finde ro og fokus ved rytter og hest, smilende, fantastisk sparringspartner og ikke mindst passioneret ildsjæl. Bjarne træder altid til, når der er stævne, når der er problemer i hverdagen, eller når selvtilliden svigter ved rytteren. En sommer hjalp Bjarne en rytter i genoptræning over Skype, fra en campingvogn i Italien, for at beholde gnisten ved rytter. Dette er blot eksempler på hvor langt Bjarne vil gå for sine ryttere

Bjarne vinder folks hjerter med lynets hast

– Jeg har kun redet ved Bjarne et par år, men på bare den tid, er han kommet til at betyde utroligt meget for mig. Udover hans åbenlyse talent som træner og hestemand, er han det mest hjertevarme menneske jeg kan forestille mig. Han er super engageret, uanset om man kommer på en 4 års eller en Grand-Prix hest, og hans humor samt gode humør smitter af, uanset hvor han er. Jeg er så glad og stolt over at have ham som træner. Man kan altid ringe til Bjarne, om det gælder stort eller småt. Desuden er det rart med en træner der altid bliver glad for kage, fortæller Emma Bachmand Jensen.

Ridehesten ønsker stort tillykke med jubilæet 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner