Camilla Tiefensee Schrøder
Stierne er tætpakkede med mennesker, der er hestevrinsk og maskinbrøl i luften, og solen brager ned fra en skyfri himmel. Årets dyrskue i Roskilde er i fuld gang, og med sommervejret, som fortsætter hele weekenden, tegner det til en stor succes. Dyrskuet regner med at sælge 80-85.000 billetter hen over weekenden.
Sammenhold
Ved åbningstalen fredag formiddag kunne dyrskuets gæster nyde synet af alle heste- og kvægracer på rad og række, mens dyrskuets formand, Povl Fritzner i sin tale takkede de mange fremmødte for den gode stemning ved det, han kaldte "et festligt møde mellem land og by."
Også Fødevare- og Miljøminister Esben Lunde Larsen og Roskildes borgmester Joy Mogensen holdt tale.
Roskildes borgmester mente, at et helt særligt sammenhold tiltrækker de mange mennesker til dyrskuet år efter år.
- Kernen er en fornemmelse af stolthed og lethed i alle bevægelser her på dyrskuet. Stoltheden i at vise produkterne frem og tage familien med ud og se på, sagde Roskildes borgmester.
Stem på dit yndlingsføl
Fredag klokken 16.30 bliver Sjællandspræmiehingsten udpeget efterfulgt af konkurrence om skuets bedste føl klokken 17.30.
Roskilde Dyrskue vil gerne inddrage publikum så meget som muligt i aktiviteterne. I følkonkurrencen har dyrskuet derfor indført en sms-afstemning, hvor publikum via deres telefoner kan være med til at vælge deres favorit. Dommerpanelet vil dog stadig kåre en vinder ud over publikumsfavoritten.
Hvis sms-afstemningen er en succes vil den fortsætte ved lørdagens konkurrencer om bedste hoppe og bedste følhoppe, oplyser arrangørerne.
Mere end dyr
Ud over de 1.800 dyr, som fylder staldene, er der også 450 udsolgte stande med blandt andet maskin- og erhvervsudstillere.
Et stort hit blandt udstillede maskiner var Rødkildes Landstar UTV. Mange var forbi for at prøve den nye el-drevne og lydløse UTV.