Thomas Bach Jensen
Det er de færreste hesteavlere beskåret at avle en olympisk medaljevinder i springning og en VM-medaljevinder i dressur. Danske Betty Rasmussen er en af dem, og hun var selv til stede ved OL 2012 i London, da Mistral Højris e. Michellino/ Ibsen kom på medaljepodiet med britiske Laura Bechtolsheimer (nu Tomlinson). Tolv år tidligere vandt Lando e. Lancier/Raimondo sølv ved OL 2000 i Sydney under hollandske Albert Voorn – Lando var undfanget på Stutteri Højris og født hos professor Henning Staun.
Betty Rasmussen startede som hesteavler sidst i 1970'erne og kom helt rigtigt fra start ved at indkøbe et par velkonsoliderede hopper hos Tage Priess på Mors til sit Stutteri Højris – og det var netop mormødrene til Lando og Mistral.
Igennem årene har Betty Rasmussens Højris-heste opnået imponerende resultater. Stutteriets første internationale Grand Prix-hest var Ragant e. Raimondo/Marcellus, der var helbror Landos mor. Sidenhen har stutteriet avlet mange succesfulde sportsheste.
Også på kåringspladserne har Højris-hestene stået forrest som bl.a. Årets hoppe i 1997, Loopine Højris e. Looping/ Raimondo og fløjhingsten i Herning i 2012, Zorba Højris e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Romanov, der begge er ud af Lando-stammen.
Betty Rasmussen har de senere år trappet ned i hesteholdet, men hun avler fortsat, og netop efter Zorba Højris' mor, Rosini Højris, har hun i år et hingsteføl efter den unge, tyske hingst Feliciano.
Igennem sit liv som rytter og derefter avler har Betty ønsket hestene det bedste, og hun har lagt mange kræfter i at få danskerne øjne op for at spise hestekød med det ønske at kunne spare hestene for uværdige slagtertransporter til udlandet.
I morgen fylder Betty Rasmussen 90 år. Et stort og varmt tillykke.