Bedre viden om hestens temperament

10-07-2009 09:15

Janne Rothmann Nielsen

Ved Dansk Varmblods hoppekåringer løber en undersøgelse om hoppernes temperament, som skal bidrage til bedre viden for DV-avlen. Læs om projektet her
Copyright Ridehesten.com
Ved hoppekåringerne i juni måned blev 3-års hopperne observeret og deltog samtidig i en spørgeskemaundersøgelse angående temperament. (Foto: Ridehesten.com).

I forbindelse med sadelkåringerne i juni havde jeg den fornøjelse at indsamle data til mit speciale. Baggrunden er, at der de seneste år er kommet øget fokus på hestens temperament. Desværre foreligger der ikke mange forskningsresultater på dette område til trods for, at det har vist sig, at mange hesteejere lægger stor vægt på temperament, når de køber hest. Det kan bl.a. skyldes, at en stor del af de personskader, der sker i ridesporten årligt, kan relateres til hestens temperament. Ligeledes kan hestens temperament have betydning for dens indlæringsevne, dens risiko for at blive skadet samt dens holdbarhed og sundhed. Formålet med projektet er derfor at få mere viden om ridehestens interiør, så det i fremtiden kan bidrage positivt til Dansk Varmblods avl. Jeg skal indsamle data igen i forbindelse med sadelkåringerne i august, men jeg vil allerede nu benytte lejligheden til at sige mange tak til alle hoppeejere og trænere fra junikåringerne. Det var en fornøjelse for mig at opleve den positive stemning og feedback omkring projektet. Jeg glæder mig meget til augustkåringerne og ikke mindst til at se resultaterne. Selve dataindsamlingen finder kun sted på 3-års hopper, og den indbefatter mønstringen på fast bund samt besvarelser af spørgeskemær. I praksis betyder det, at mønstringen bliver optaget på video, og at jeg sætter min lid til, at hoppeejerne/trænerne også i august vil udfylde det spørgeskema, som bliver uddelt i sekretariatet sammen med hoppernes bedømmelse. Projektet er et samarbejde mellem Det Biovidenskabelige Fakultet (Københavns Universitet), Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (Aarhus Universitet) og Dansk Varmblod. Der er naturligvis fuldstændig anonymitet omkring de enkelte hoppers resultater, også i forbindelse med senere offentliggørelse af resultater. Som sagt glæder jeg mig meget, til vi ses igen til sadelkåringerne i august. Med venlig hilsen Stud. Agro Janne Rothmann Nielsen

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner