Viden om Equine Sidewinder Syndrome

03-03-2023 15:28

Mille Albinus Hjermitslev

Har du kendskab til en hest med Equine Sidewinder Syndrome? Så kan du måske bidrage med nyttig information, der kan give større kendskab til den alvorlige, men relativt ukendte, sygdom hos heste

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Dyrlægestuderende på Københavns Universitet Amalie Gottschalk indsamler, som en del af sit specialeprojekt, viden om sygdommen Equine Sidewinder Syndrome. Projektets fokus er at få skabt et overblik over, hvordan den nuværende situation er på Equine Sidewinder Syndrome først og fremmest i Danmark og Tyskland. 

Hvis man har en eller anden form for kendskab til heste med Equine Sidewinder Syndrome og har lyst til at bidrage til vidensindsamlingen, kan man gøre det ved at besvare et spørgeskema. Et link til spørgeskemaundersøgelsen findes længere nede på denne side.

Hvad er Equine Sidewinder Syndrome? 
Equine Sidewinder Syndrome er en meget sjælden og stadig relativt ukendt sygdom hos heste. Den nuværende viden omkring syndromet er meget begrænset bortset fra symptombilledet.  

Symptombilledet for heste, der lider af Equine Sidewinder Syndrome:

  • Heste, som går på tre spor, hvor det ene bagben er ude af kontrol, hvilket medfører, at bagparten og kroppen skubbes til den ene side imens, at forparten ser ud til at fungere med et normalt bevægelsesmønster.
  • I slemme tilfælde kan det observeres, at hesten går i cirkler, hvor bagparten går i én retning, mens forparten er nødsaget til at følge med for at kompensere for dette bevægelsesmønster. Heste, der lider af syndromet, har ofte svært ved at stå i samme position over længere tid. Ligeledes vil hesten ofte have svært ved at stå symmetrisk med kroppen. 

Heste, der lider af syndromet, benævnes ofte sidewinders eller crabwalkers. Det beskrives som en hest, der konstant laver travasade-bevægelser, ikke længere føles symmetrisk, går på mere end et spor eller en hest, der ikke længere kan kontrollere sin bagpart. 

Specialeprojektet bliver udarbejdet i samarbejde med Animal Welfare-afdelingen på Københavns Universitet med Irena Czycholl som supervisor.

Nedenfor ses en hest med Equine Sidewinder Syndrome.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen