Britt Carlsen
Det var en udfordrende bane på 150 cm højde, som avlshingstene blev præsenteret for i Sires of the World på Zangersheide. Allerede forhindring nr. et - en oxer foran VIP-logen kostede flere nedslag, men vandgraven tog også sin told, ligesom den sidste linje mod mål med trekombination (lodret, lodret oxer) efterfulgt af en stor oxer før mållinjen, også kostede flere ryttere fejl.
Syv ryttere formåede at ride fejlfrit i dag. Desværre var Favorit Asks bror Elvis Ter Putte ikke blandt dem, hans rytter Karline de Brabander fejlbedømte afstanden til vandgraven og hingsten plaske i, det kostede fire fejl og gav dem en 10. plads.
Tyske Marc Bettinger var først ude i omspringningen på Bacardi en 11-årig søn af Balou du Rouet. Marc lagde hingsten op i et stort grundtempo, og det kunne han holde i vendingerne. Hingsten var med ham hele vejen til målstregen, og hans tid på 37,75 sekunder, kunne ingen matche. Marc Bettinger rider for Francois Mathy og han har redet Bacardi i halvandet år. Hingsten er en noget "kras" herre og ikke en fornøjelse i stalden. Det har også taget noget tid for rytteren, at komme ind på hingsten, men det er så også Marc Bettingers held. Den stort springende hingst er nemlig til salg, og han var egentlig tæt på et slag - kunden var forbi for anden gang for at prøveride hingsten, men da det var en blæsende dag, bukkede Barcardi kunden af - og så blev der ikke noget af den handel.
Det blev den blot 9-årige hingst Okidoki van T Gelutt Z e. Omar redet af Sam Polleunis som kom ind på andenpladsen, mens den engelske toprytter Geoff Billingtons søn James redet sig ind på tredjepladsen med VDL Cartello en blot 8-årig hingst efter Cartani.
Se hele resultatet her