Avlssæsonen er skudt i gang

15-03-2020 07:09

Hos Euro Hingste Sæd på Rømø er avlssæson 2020 godt og vel skudt i gang med sædleverancer til over 20 hopper

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Malene Munk fra Euro Hingste Sæd formidler sæd fra rigtig mange udenlandske hingste, og hun fortæller, at avlssæsonen er godt i gang. Hun har leveret sæd til mere end 20 hopper, og alene fredag havde hun tre leverancer, hvilket er godt så tidligt på året. Det er dog ikke langt fra tidligere års tendenser, fortæller hun.

– Heldigvis kører kurertransport upåklagelig og helt upåvirket af den aktuelle coronasituation – også efter grænselukningen, fortæller sædforhandleren, der har været i løbende kontakt med GLS lørdag, fordi så mange avlere har været bekymret.

Hos Euro Hingste Sæd bruges vintermånederne bl.a. på at få nye forhandlingsaftaler i hus, og Malene Munk fortæller, at hun har fået flere spændende hingste og hingstestationer i hus i år. Hun forhandler primært varmblodshingste, og her er det overvejende dressurhingste og omkring 30% springhingste, hvilket modsvarer det danske marked meget godt.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Men jeg har faktisk hele paletten med flere racer og også ponyer. Faktisk er der i Danmark et stort friesermarked, så jeg forhandler også nogle af de bedste frieserhingste fra Holland, fortæller hun.

I år har Malene også indgået et nyt samarbejde med det tyske Gestüt Bonhomme, der har rigtig mange varmblodshingste, heriblandt Confess Color, der var meget eftertragtet på hannoveranerforbundets auktion. Hun har også startet forhandling af den tyske hingstestation Beckmann, der har dressurhingste som bl.a. Benicio og Vaderland. Hun regner også med, at fløjhingsten fra Vechta,  Bellany,  og præmiehingsten fra Vechta, Bon Joker, vækker hoppeejernes interesse, lige som de populære hollandske dressurhingste Jameson RS2 og Johnny Depp fra van Uytert, der begge var succesfulde i Ermelo og i Pavo cup finalen. Og så er Escolar heldigvis i år tilbage på kølesæd, og klar til at betjene hopper igen. På springsiden er det mest de ældre hingste, der er efterspørgsel på, og her er det hingste som f.eks. Verdi, Dallas, Casall og Conthargos, der topper hos Euro Hingste Sæd.

– Jeg er også meget glad for at have fået den danske forhandling på den bedste DSP-gangartshingst, Strandgaards Mangold fra Marie Louise Ebdrup, slutter Malene fra Rømø.

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner