Charlotte Kusk Berwald
Da Casino e. Capitol I/ Caletti II var to år gammel spottede Michael Aabo ham på en holstenerauktion. Det viste sig at være mere end et godt køb. Hingsten blev efterfølgende kåret i seks forbund og gik mange år på højeste niveau i springsporten. Altid med sin faste rytter Michael Aabo, der selv red hingsten op gennem klasserne. Det blev til EM to gange, sejre i Grand Prix og et hav af S-klasser. Nu er hingsten med den store personlighed der ikke længere og stalden føles underlig tom uden ham.
– Han var mere end en hest, han var familie. Vi er så taknemmelige for at vi fik lov at have ham så længe. Han har altid levet et aktivt liv, først som sportshest og avlshingst, fortæller Camilla Fink Aabo til Ridehesten.
Hun stod selv med hesten da skulle herfra. Han måtte for alt i verden ikke føle sig alene. Til det sidste talte hun med ham, som hun har gjort lige siden den dag Michael købte ham. Casino var en loyal hest, der krævede loyalitet af sine mennesker. Til gengæld kunne man altid regne med ham. Der var ikke det spring han ikke ville springe.
– Tænk at vi fik lov at have ham i næsten 29 år. Jeg har vogtet den hest med mit liv. Vi var ikke på ferie i årevis fordi jeg ikke turde overlade ham til andre. Han var en stor personlighed og vi lod ham være Casino. Tænk hvor mange oplevelser den hest har givet vores familie, det er helt uvirkeligt han er væk. Han har haft et godt liv og været elsket. Sådan virkelig elsket. Han elskede at gå tur og lavede altid masser af bukkespring når vi gik sammen. Indtil for fire uger siden var han frisk og frejdig, men nu var det hans tid til at sige farvel. Vi kan glæde os over at vi har en søn, et barnebarn og et oldebarn i stalden. Casino lever videre gennem dem, slutter Camilla.